
Af Andreas Steen Rasmussen
Først; Av, for en bitter nyhed der ramte efter fredagens pressemøde med Arne Slot: Giovanni Leoni er, efter sin ellers virkelig flotte debut, ude i et år med den alvorlige knæskade han pådrog sig i midtugens kamp mod Southampton. Det er virkelig en bitter nyhed, da han spillede 80 fuldstændig fremragende minutter, og viste sig som en fuldt ud brugbar spiller i det ellers meget tyndt besatte midterforsvar, hvor vi nu er efterladt med Van Dijk, Konate og Joe Gomez, hvor særligt de to sidste forholdsvis ofte rammes af skader – og så Endo, som også kan spille der. Det sender os formentlig på jagt efter nyt blod i januars transfervindue, hvor håbet hos mig helt klart ligger i, at Guehi stadig er klar til at skifte til Liverpool – og at lørdagens modstandere fra London er klar til at sælge med seks måneder tilbage på kontrakten. Det kan vise sig at blive en virkelig vigtig signing at hente enten Guehi eller en anden stopper, hvis drømmen om at hente de store titler – og gerne flere af dem – til Anfield i denne sæson skal blive en realitet. Heldigvis er vi kommet fremragende fra start rent resultatmæssigt, mens det har haltet mere for flere af vores forventede konkurrenter til Premier League-titlen.
Kampen mod Crystal Palace er en kamp der kalder på revanche efter vi tabte til dem i Community Shield-kampen tilbage i august. Slots drenge er mere sammentømrede nu, og har vundet rub og stub siden nederlaget på straffespark, og sulten er der forhåbentlig til at sætte kniven ind mod Crystal Palace, som udover Liverpool er det eneste ubesejrede hold i årets Premier League. De har i sæsonens første 5 kampe besejret West Ham og Aston Villa, mens de har spillet uafgjort mod Chelsea, Nottingham og senest Sunderland. Værd at bemærke er, at begge deres sejre er kommet på udebane. Liverpool har gang i en fantastisk stime på udebane mod Crystal Palace, hvor de i de seneste 10 kampe har vundet 9 og spillet én uafgjort! Den stime må meget gerne fortsætte lørdag.
Næste liga-point Liverpool får vil blive point nummer 100 for Arne Slot, og lykkes det mod Crystal Palace vil det blive i hans ligakamp nummer 44 – hvilket vil være det hurtigste for nogen manager i Liverpools historie. Noget af en bedrift af vores hollandske mand i spidsen.
Vinder vi kampen vil det blive første gang siden 2019-2020 at vi vinder de første seks kampe i ligaen, og det blot tredje mesterhold der vinder de første seks kampe – Chelsea i 2005-2006 og Manchester City i 2023-2024. Og hvorfor er det så interessant? Jo, både Chelsea og City endte med at genvinde deres titler i de to nævnte sæsoner. Det ville jo være dejligt hvis vi kunne holde den tradition i hævd til sommer.
I denne sæson har Liverpool scoret 18 mål i alle turneringer, og i modsætning til sidste sæson kommer målene fra forskellige kanter, idet de 18 mål er fordelt på 11 målscorere. Sidste sæson stod der Mohamed Salah på rigtig mange af vores kasser, men i år fordeler vores mål sig blandt lidt flere spillere. Vores offensiv klikker på en anden måde i år end sidste år – til gengæld har vi en uheldig tendens til at lukke flere mål ind. Jeg håber snart at der kommer en pragtpræstation hvor vi holder buret rent, og den må meget gerne komme i weekenden. Crystal Palace har scoret 6 mål i de 5 ligakampe, hvoraf 3 af dem kom ude mod Aston Villa. Det er altså ikke et mandskab der vælter sig i mål, men de har til gengæld også kun lukket to mål ind. Den tror jeg bliver fordoblet, så Liverpool henter en 0-2-sejr med tilbage til Anfield.
Jeg er meget usikker på flere positioner i start-11’eren. På målmandsposten er jeg dog sikker på at Alisson starter. Så kommer bagkæden, hvor jeg virkelig er i tvivl på de to backs. Jeg går dog med Bradley og Kerkez, og så Konate og Van Dijk i midterforsvaret. På de to backs kunne vi dog lige så godt se Frimpong eller Szoboszlai på højre dør og Robertson til venstre – jeg har virkelig svært ved at vurdere hvad Slot vælger her, og under alle omstændigheder tror jeg at Frimpong får spilletid – jeg tror bare ikke det bliver fra start. På midtbanen tror jeg, at Gravenberch, som jeg ser som vores vigtigste mand for tiden, og Szoboszlai spiller, men hvis Szoboszlai spiller højre back spiller Mac Allister hans 8’er. Foran de to spiller Wirtz sin 10’er-plads og foran bliver det Salah, Isak og Gakpo – og så er jeg sikker på at vi i løbet af kampen får Rio ind og fejrer sin nye kontrakt – måske endda med et mål. Her kunne man dog også argumentere for, at Chiesa efter hans fantastiske kamp mod Southampton skulle have genvalg. Det tror jeg dog ikke, men mon ikke han kommer ind på én af de offensive positioner i løbet af kampen.
God fornøjelse med kampen, og nyd, at vi ligegyldigt hvordan kampen udvikler sig også ligger nummer 1 når næste uge starter – Up The Reds!
