Hillsborough-katastrofen 15. april 1989
Optakten
Datoen 15. april 1989 vil altid stå i Liverpool FC og i byen Liverpools bevidsthed, som den sorteste dag i forbindelse med en fodboldkamp. Optakten til den sorte dag var at Liverpool FC og Nottingham Forrest havde vundet deres kvartfinaler i FA Cuppen. Liverpool havde vundet med 4-0 over Brentford, og resultaterne betød at Liverpool FC og Nottingham Forrest skulle mødes i semifinalen på Hillsborough, den 15. april 1989.
Det der skulle havde været en af de største dage i Liverpools historie, skulle ende med at blive den værste. Over 25.000 Liverpool-fans havde taget turen tværs over England for at komme til Sheffield, hvor semifinalen skulle spilles. Kampen var faktisk en gentagelse af semifinalen året før mellem Liverpool og Nottingham Forrest på selv samme bane. Der var ingen problemer med at afvikle kampen i 1988, hvorfor Liverpool igen havde fået tildelt den mindste ende ”Leppings Lane” (nederste tribuneafsnit). Trods kritik af dette til FA, blev der ikke ændret ved tildelingen af område på stadion til Liverpools fans, og det selv om Liverpool har en meget større fan skare end Nottingham Forrest. Da det var gået godt i 1988, mente FA ikke at der skulle ændres ved fordelingen af tilskuernes placering til dette års semifinale.
Som altid kom de to holds fans tidligt til kampen, på en meget smuk solskinsfyldt lørdag. Der var en fantastisk stemning, som dog senere skulle ændre sig væsentligt og til det værre. Liverpools fans, der havde fået tildelt Leppings Lane området, begyndte at komme til denne del af stadion i stort tal, og man kunne begynde at ane en smule uro, da alle de mange mennesker begyndte
at fylde en hel del uden for området. Mange busser kunne ikke komme frem til Leppings Lane, da politiet holdt dem tilbage, og satte afspærringer op.
En halv time før kick-off var der så mange mennesker udenfor tælleapparaterne, at normal køkultur ikke kunne opretholdes. 10.000 fans med billetter stod udenfor bare tre porte og syv tælleapparater for at komme ind til kampen. Derudover var der alle dem, der havde billet til West Stand tribune-afsnittet over Leppings Lane, der skulle igennem de selvsamme porte og
tælleapparater, som dem der skulle ind på det nederste afsnit.
Politiet, der skulle sørge for at alt gik roligt og rigtigt til, så ikke ud til at have det store overblik over situationen. Deres udlægning af de tiltagende problemer med at få de mange fans ind på stadion var, at der blev drukket store mængder øl og alkohol – en historie som de tilrejsende fans ikke kan nikke genkendende til. Politiet måtte tage nogle beslutninger før det gik helt galt. Det blev bl.a. foreslået at kampen skulle udsættes, til der kom noget mere ro på gemytterne, men det blev afvist. Der blev også spurgt om man ikke kunne åbne nogle af nødudgangene, for at lette det store pres, der var uden for portene, af de mange fans, der gerne ville ind. Politikommissær Marshall afviste, og ville ikke give tilladelse til at åbne nødudgangene, da han var bange for at man så ville miste kontrollen over adgangen til stadion.
Der var nu et problem med at få de mange tilskuere ind på Leppings Lane, og til sidst var der ikke andet at gøre for den øverstbefalende Duckenfield, end at give ordre til at åbne nødudgangene. Der skete så det, at mange fans begyndte at komme ind på det nu allerede overfyldte afsnit på Leppings Lane. Duckenfield havde ikke taget med i sin beslutning, at det allerede overfylde tribuneafsnit, blev endnu mere overfyldt af de mange, der ville ind og se kampen. Situationen blev mere farlig med de mange mennesker, der var på vej ind på et afsnit, hvor der ikke kunne være flere mennesker.
Duckenfield, der skulle have det store overblik over hvad der foregik på stadion, havde adgang til de overvågningskameraer, der var over hele Hillsborough, og burde kunne havde forudset, at det ikke kunne lade sig gøre at lukke flere mennesker ind på afsnittet ved Leppings Lane.
Katastrofen sker
Kl. 15.00 den 15. april 1989, bliver semifinale-kampen i FA Cuppen mellem Liverpool FC og Nottingham Forrest sat i gang, men der er kun spillet seks minutter af kampen før dommeren afbryder kampen, da der er opstået tumultagtige tilstande i den ene ende af stadion.
Det er enden hvor Liverpools fans har taget opstilling, bag det ene mål (Leppings Lane).
Tumulten opstår fordi der er blevet lukket alt for mange mennesker ind på afsnittet, og de voldsomme menneskemængder, der pressede på for at komme ind, hvor der ikke var plads, betyder at de mennesker der står forrest nede ved hegnet, der omkranser banen, bliver presset ned mod hegnet uden chance for at komme væk.
Politiet havde nu mistet alt overblik over situationen, og på trods af at situationen blev værre og værre inde på stadion, kæmpede politiet med at holde de voldsomme mængder af Liverpool fans tilbage, som var på vej ind til kampen, så de der stod nede ved hegnet ikke skulle lide overlast. Situationen var helt uden af kontrol. Det store hegn, der omkranser banen holdt de mange fans fanget, så de ikke kunne komme nogle vegne. De forreste blev presset mod hegnet af de mange, der bagfra pressede på for at komme ind og se kampen. Mange af de betjente, der skulle sørge for ro og orden, stod nede foran tribunen mellem hegnet og banen, kunne godt se, at det var ved at udvikle sig til en katastrofe, med de mange mennesker, der nu var inde på afsnittet. De mange fodboldfans begyndte at skrige, da dem der stod forrest mod hegnet blev presset så meget bagfra, at de begyndte at have besvær med at trække vejret.
Duckenfield, der skulle have det store overblik, regnede med at personalet, der var inden for på stadion, kunne guide nogle af de mange fans til de tomme tribuner, der var. Problemet var at det centrale afsnit på Leppings Lane var fyldt til bristepunktet, men der kom stadig flere mennesker ind, i stedet for at de blev dirigeret andre steder hen. Folk begyndte derfor at klatre over hegnet ind til banen, for at komme over til de afsnit, hvor der ikke var så mange mennesker. En port blev åbnet nede ved selve banen, og et par personer kom ud på arealet mellem hegnet og banen. Duckenfield var nu af den overbevisning at der var tale om hooligans, der var på vej til en ”pitch invasion”. Han beordrede derfor betjentene ned til for at stoppe de mennesker, der var på vej ind på banen. Betjentene troede at de skulle holde øje med uromagere, som de havde fået fortalt var på vej ind på banen, og derfor hjalp de ikke de personer, som var ved at blive kvalt op mod hegnet.
Presset var nu så stort fra dem, der stod bagest på tribunen, at dem der stod forrest begyndte at besvime af luftmangel. Folk begyndte at falde om, og dem der stod bagved blev presset ned over de mennesker, der var faldet om. Det var et forfærdeligt syn der mødte betjentene, da de første fans begyndte at komme ind på banen, således at der kunne skabes noget luft mellem de mange, der fortsat opholdte sig på afsnittet. Der lå en bunke af mennesker 10-12 meter tilbage fra hegnet. Politiet regnede med at de bare var blevet presset ned, og ville rejse sig op igen, men det gjorde de ikke – de var livløse. Der har måske ligget ca. 50 mennesker ”flettet sammen” i bunken. Mange var livløse, og deres øjne var uklare, mens mange klagede over smerter og skreg på hjælp.
Det var næsten umulig at få de andre mennesker ud, uden at de trådte på dem, der lå ned. Det var også næsten umuligt at se hvem, der var døde og hvem, der var i live. Duckenfield, som var manden med det store overblik, havde totalt mistet overblikket, og mente at kampen var blevet stoppet af politiet, for at forhindre en invasion af banen, og det på trods af at han var placeret umiddelbart over Leppings Lane. Han havde uforstyrret udsyn over hele afsnittet, men magtede ikke at klare situationen, med den ro han skulle have haft.
De mange tilskuere som enten var kommet til skade eller var døde, blev hjulpet ind på banen, af de andre tilskuere, politifolk, samaritter samt andre ansatte på stadion. Der blev brugt bandereklamer til at transportere de mange til skade kommende ind på banen, så de af dem, der var i live kunne få den behandling de skulle have.
Alt var kaos. Spillerne fra de to hold, samt dommertrioen havde forladt banen, og de mange, der var kommet til skade eller var døde, blev placeret inde på banen, indtil de kunne blive afhentet af ambulancer.
Lidt efter kl. 15.15 godt ni minutter efter at kampen var blevet afbrudt, ankom Graham Kelly og Glen Kirton fra det engelske fodboldforbund til kontrolboksen, for at få et overblik over situationen. Duckenfield fortalte at Liverpool-fans havde stormet yderporten, og skabt et pres inde på stadion, gennem tunnelen, og oveni alle de mennesker, der allerede befandt sig inde på det centrale afsnit.
De udtalelser var de første der var med til at starte hele det opgør, der skulle komme mange år efter. Duckenfield var ikke mand for at fortælle sandheden, som måske kunne havde bragt ro i sjælen til de efterladte.
96 Liverpool fans mistede livet denne dag, som skulle havde været en glædens dag, men endte som en sorgens dag.
Efter katastrofen
Katastrofen er sket, og på banen flyder det med folk, der er kommet til skade, eller allerede er døde. Banen ligner mere en slagmark fra en krig end en fodboldbane. Der er masser af mennesker på banen. Nogle går rundt i en døs, og kan ikke rigtigt forstå hvad der er sket, andre render frem og tilbage med de sårede og døde. Flere bliver båret ind på banen liggende på de bandereklamer, der var rundt på stadion, mens andre bliver båret ind med de bare næver.
Ambulancernes sirener kan høres i det fjerne, og lyden fra ambulancerne bliver højere og højere samtidigt med, at der ankommer flere og flere ambulancer. På banen er der stor forvirring, mange går bare rundt og kan ikke forstå hvad der er sket, mens mange andre hjælper til hvor de kan. Det er både tilskuere, politibetjente, stadionansatte og tilkommende ambulancefolk.
En sportshal i nærheden af Hillsborough, bliver taget i brug som midlertidigt lighus. På stadion blev det stadigvæk forsøgt at genoplive dem der ikke trak vejret selv. En læge kunne senere bekræfte at han havde erklæret 20 døde i hallen ved siden af stadion, kun 45 minutter efter at kampen var startet. Ligene skulle blive i hallen, indtil de var blevet fotograferet og identificeret. Det var et uhyggeligt syn, at se den ene døde efter den anden blive placeret på gulvet i sportshallen.
De omkringliggende hospitaler modtog alle de sårede og kvæstede fodboldfans, og prioriteringen var, at dem der kunne reddes skulle blive, og dem der allerede var døde, skulle returneres til sportshallen ved stadion.
De pårørende var begyndt at komme til Sheffield, og blev lukket ind på en ungdomsklub tæt på Hammerton Road politistationen. De overlevende ankom også til ungdomsklubben, og alle ville selvfølgelig gerne høre hvordan det var gået deres familiemedlemmer og venner, der havde været på stadion.
Der blev taget blodprøver på alle de døde, selv om mange af dem var ganske unge og børn. Der var aldrig blevet taget blodprøver ved tidligere ulykker, af denne art, så det virkede noget mærkeligt at det skulle foretages i dette tilfælde. Grunden kunne være at man på den måde ville bevise at tilskuerne havde drukket alkohol, og at det var en væsentlig årsag til ulykken.
Undersøgelser blandt ofrenes familier viste bagefter, at de alle følte, at den behandling de fik i hallen, var rystende dårlig. Kun én familie ad gangen blev lukket ind i hallen, men først efter at havde kigget samlingen af fotografier af uidentificerede igennem.
I alt 94 personer døde, som en direkte følge af katastrofen. Fire dage senere døde offer nummer 95, da den kun 14-årige Lee Nicol døde af de kvæstelser, han havde pådraget sig. Dødstallet kom op på 96 da den 22-årige Tony Bland afgik ved døden d. 22. marts 1993, efter at have tilbragt næsten fire år i koma.
Jan Mølby, der selv oplevede ulykken på tætteste hold, har senere udtalt følgende om ulykken til Tipsbladet: ”Vi var ikke klar over, hvor slemt det var. I Hillsborough brugte de bruserummene til at lægge folk ind i, og vi kunne godt se, at de ikke alle sammen var i live. Vi sad derinde i et par timer og gik derefter ovenpå, hvor de fortalte at der var 94 døde. Det var slemt”.
John Barnes beskriver følelsen af dagen således: ”Lørdag den 15. april 1989 skulle havde været en glædens dag, hvor semifinalen mellem Liverpool FC og Nottingham Forrest blev spillet i Sheffield. Det var sidste stop på vejen før finalen på Wembley. Jeg forsøger på ikke at tænke på denne dag, men jeg vil aldrig glemme den. Det er som et mareridt som aldrig vil ende”.
Kenny Dalglish har senere udtalt, at da han forlod Liverpool, blev han tilbudt manager jobbet i Sheffield Wednesday, men kunne ikke tage imod jobbet på grund af det der skete på Hillsborough. Personen, som tilbød Dalglish jobbet, havde aldrig tænkt over det, men Dalglish sagde, at han aldrig kunne komme på Hillsborough igen uden at tænke på dem, der mistede livet på Leppings
Lane.
Tiden derefter
The Sun valgte få dage efter tragedien at trykke en artikel med overskriften ”The Truth”, hvor man påstod at det var Liverpools fans, der var skyld i den ulykke, der havde fundet sted på Hillsborough. I artiklen påstod The Sun at Liverpools fans havde han stjålet fra, og tisset på de døde – en historie som naturligvis var løgn fra ende til anden, med beskyldninger, som ingen vidner siden har kunnet bekræfte overfor Lord Taylors undersøgelseskommission.
Det er nu 20 år siden, og Liverpools beboere – røde som blå, har aldrig tilgivet avisen. Fra den ene dag til den anden faldt avisens oplag på Merseyside fra 200.000 til 20.000, og den dag i dag, ligger salget stadig på det niveau. Man vil ikke glemme den behandling man som befolkningsgruppe fik, og de beskyldninger man blev udsat for.
Siden har avisen af ren desperation forsøgt sig med halvhjertede undskyldninger, med flere betingelser og slet skjulte angreb mod sine konkurrenter fra Trinity Mirror Group. Senest da man fik overtalt en af byens berømteste sønner, den daværende Everton-spiller Wayne Rooney, til at sælge sin livshistorie i en række interviews. Reaktionen fra begge sider af Stanley Park var ikke til at tage fejl af. Rooney forrådte sin by og det den stod for.
Med avisens forhistorie i mente er det derfor som Liverpool- og fodboldfan forstemmende at se danske medier ukritisk bruge avisen som kilde til historier. Det gør ondt når fans og fodboldjournalister ikke kender ovenstående historie, og derfor stoler på dens historier eller ligefrem glorificerer avisen.
Dens beskyldninger var – sammen med South Yorkshire Politis løgne – medvirkende til at de efterladte næsten to årtier senere fortsat ikke har opnået retfærdighed. Derfor, når du er i England og køber aviser, så lad den ligge på hylden i aviskiosken, og husk i stedet på de 96.
Kenny Dalglish fortæller: “Kort tid efter ringede The Suns Chefredaktør, Kelvin MacKenzie. ‘Hvordan kan vi redde situationen’ spurgte han, hvortil jeg svarede at det var da ret simpelt. ‘Du ved, den der overskrift, ‘Sandheden’. Alt hvad du behøver at gøre, er at lave en overskrift, hvor i skriver ‘Vi løj’. Det mente MacKenzie ikke han kunne gøre, hvortil jeg svarede ham, at så kunne jeg ikke hjælpe ham”.
I Liverpool FC blev det besluttet, at der skulle være mindst én repræsentant til stede ved hver begravelse for de, som var omkommet ved katastrofen på Hillsborough. Det var nuværende og tidligere spillere samt ledere og andre, der havde tilknytning til fodboldklubben. Mange af spillerne var til flere af de mange begravelser. Det kan bl.a. nævnes at Jan Mølby var til hele ti begravelser.
Kenny Dalglish fortæller i sin autobiografi: “Dagen efter begyndte folk at valfarte til Anfield. De ville bare lægge blomster, og vise deres respekt. Peter Robinson fik fat i stadioninspektøren, og gav ham besked på at åbne for adgangen til Anfield. Liverpool FC ville ikke have supporterne skulle stå udenfor stadion. Kl. 18.00 tog vi alle til St. Andrews Katedralen, hvor Bruce Grobbelaar læste op fra en tekst. Spillerne og deres pårørende var meget opsat på at gøre noget, og specielt koner og kærester var fantastiske i deres indsats. Liverpool FC var midtpunkt for mange fans, og det var kun naturligt, at de kom til Anfield, hvor de kunne snakke med spillerne”.
Mølby siger: ”I dagene efter tragedien blev Anfield et sted, hvor folk kom og bad. Der kom en million mennesker til Anfield i den uge. Vi spillere sad og snakkede med familier, som havde mistet fædre og sønner. Klubben garanterede at der ville dukke minimum én tidligere, eller nuværende spiller op til hver begravelse. Jeg var med til ti begravelser, ni sammen med Ian Rush eller John Barnes, og alene til en. Det var de værste oplevelser, det var det sgu”.
Alan Hansen beskriver i sin bog ‘A matter of opinion’: “Tiden efter Hillsborough, hvor Kenny Dalglish og spillerne tog til begravelser, og prøvede at støtte de efterladte, tog mere ud af mig følelsesmæssigt, end andre oplevelser jeg har haft. Jeg troede jeg havde oplevet tragedier nok med Heysel fire år tidligere. At blive involveret i endnu en ramte mig endnu hårdere”.
Alan fortsætter: “Det er alment kendt, at beslutningen om at placere Liverpools fans på Leppings Lane, i stedet for den meget større The Kop, var en af de største fejltagelser. Det var dumt på grund af de to klubbers størrelser, Liverpool med klart de fleste fans. Liverpool havde i gennemsnit haft dobbelt så mange tilskuere til hjemmekampe end Nottingham Forest. Begrundelsen for tildelingen, var at Leppings Lane lå mest rigtig for de tilrejsende Liverpool-fans – et underligt argument, når Liverpool-fans kommer fra alle retninger i England.”
Den afbrudte semifinale blev spillet den 7. maj på Old Trafford. Liverpool vandt kampen med 3-1 på mål af John Aldridge (2), samt et selvmål af Laws.
Finalen i FA Cuppen skulle stå mellem Liverpool og Everton, og skulle spilles 20. maj. Dagen bar præg af den tragiske ulykke på Hillsborough, men kampen blev i øvrigt en fantastisk kamp mellem de to bedste hold fra byen. Liverpool vandt kampen med 3-2 efter forlænget spilletid, på mål af John Aldridge og to mål af Ian Rush. Turneringen kunne ikke få en bedre afslutning, når man tænker på hvad Liverpool FC havde været igennem.
Taylor rapporten
Taylor rapporten er en rapport, der skulle klarlægge hvad der skete på Hillsborough den 15. april 1989.
Der er skrevet to rapporter – én der midlertidigt giver politiet skylden, og én som ikke beskæftiger sig med ansvaret. Jeg refererer til den rapport, der ikke beskæftiger sig med ansvaret, selv om min personlige mening er, at der skal/skulle placeres et ansvar for denne tragedie.
Undersøgelsen begyndte i Sheffield den 15. maj 1989, og varede 31 dage.
Taylor rapporten anbefalede at alle stadionanlæg i de øverste divisioner i England og Skotland skal være ”all-seater”, selv om mange fans mener at det vil ødelægge stemningen på stadion. Det er midlertidigt klart at et stadion kun med siddepladser er mere sikkert, og nemmere at overvåge, end et stadion med ståpladser.
All-seater stadion har medført et fald i hooliganisme inden for portene, og volden er i dag næsten ikke eksisterende.
Taylor rapporten er dog ikke den eneste, der har været med til at sikre forholdene for tilskuerne. Der blev også taget visse forholdsregler efter Heysel katastrofen i 1985, og efter den store brand på stadionet i Bradford i 1986.
Taylor rapporten beskriver også de forhold, der var på Hillsborough, bl.a. at der blev lukket for mange ind på det afsnit, hvor ulykken skete. Hvis tilskuerne var blevet lukket ind i en rolig strøm, var der ikke sket noget, men der var blevet lukket mange ind ad portene på meget kort tid. Dertil skal det også tilføjes, at der kun var en lille gruppe af folk, der var meget beruset.
Taylor rapporten afviser også at det skulle være dårligt politiarbejde, der var skyld i katastrofen, men i stedet skriver at de udførte et fantastisk job, og at South Yorkshire Police i mange år ydet en fantastisk service over for publikum.
Til gengæld kritiserede Taylor rapporten Sheffield Wednesday Football Club for at Leppings Lane, hvor Liverpools fans var placeret, ikke var i den stand man kunne havde forventet. Der var heller ikke kritik af den måde St. John Ambulance Brigade, og The Fire Brigade deltog i redningsarbejdet den 15. april.
Der er meget kritik af Taylor rapporten fra de overlevende på Hillsborough, pårørende, venner og bekendte til de afdøde. Meget af kritikken går på at der aldrig er blevet truffet en afgørelse på, hvem der har ansvaret for det der skete på Hillsborough.
Ovenstående er kun et lille udsnit af Taylor rapporten, der er blevet baseret på over 3.500 afgivende forklaringer.
Justice for the 96
HJC (Hillsborough Justice Campaign) er en forening af overlevende, pårørende og supporters, der alle kæmper for at der skal placeres et ansvar efter Hillsborough katastrofen.
Det første møde i HJC blev afholdt i februar 1998, da nogle familiemedlemmer til de afdøde fra Hillsborough mødte op, og slog sig sammen med ”Survivors and Supporters of Justice for all”.
Formålet med foreningen er at få sandheden om den fatale dag i april 1989 frem. Foreningen mener at South Yorkshire Police, Sheffield Wednesday Football Club og Football Association burde indrømme deres andel af ansvaret for de 96 døde og over 400, der kom til skade på den famøse dag.
HJC havde i 2000 brugt over £500.000 for at få en retssag i stand mod David Duckenfield og Brian Murray som man mener, er dem, der var ansvarlige for hvad der skete på Hillsborough (de lokale myndigheder betaler regningen til deres advokater). Men der er stadig ingen, der er blevet stillet til ansvar for det der skete i 1989.
HJC kæmper stadig en sej kamp for den retfærdighed de har ret til, men som de nok aldrig får. De kæmper stadig videre, og undertegnede opfordrer alle, der har hjertet på rette sted om at støtte op om det gode formål.
Lad os aldrig glemme dem.
Jeg må indrømme, at mens jeg har skrevet denne artikel, er der mange følelser, der er løbet i gennem kroppen og hovedet på mig, og jeg har da også måtte knibe en lille tåre mens jeg har gennemlæst de mange artikler om katastrofen, jeg husker så godt.
Justice for the 96 – You’ll Never Walk Alone
År for År
- 15. april 1989
94 Liverpool-fans mister livet på Hillsborough. Yderlig to dør senere af deres kvæstelser. - 19. april 1989
Liverpool Echo går til angreb på The Sun for deres smagløse avisforside. - August 1989
Den første rapport fra Lord Justice Taylor kritiserer kraftigt politiet for deres indsats. - Januar 1990
Der tages beslutning om at alle stadions skal have siddepladser. - November 1990-marts 1991
En af de længste høringer i engelsk retsvæsen kører omkring Hillsborough. - December 1996
Jimmy McGovern’s prisvindende tv-dokumentar skaber ny interesse for Hillsborough, og kravet om en ny undersøgelse stiger. - Februar 1997
Nye vidneudsagn kommer frem, da Dr. Ed Walker bekræfter, at flere ofre stadig var i live efter kl. 16.00, selvom en undersøgelse havde slået fast, at alle var døde inden kl. 15.15. - Maj 1997
34.000 mennesker kommer til Hillsborough støttekoncerten på Anfield, hvor navne som The Beautiful South, Lightning Seeds og Manic Street Preachers spiller. - Juni 1997
Indenrigsminister Jack Straw udpeger Lord Justice Stuart-Smith, som skal tage et fornyet kig på omstændighederne omkring Hillsborough. - Februar 1998
Jack Straw annoncerer, at der ikke er belæg for en ny undersøgelse. - Juni 1998
To politibetjente, Duckenfield og Murray, bliver sagsøgt af Hillsborough Family Support Group. - Marts 1999
Hillsborough Family Support Group for lov til at bringe deres sag mod Duckenfield og Murray for retten, selvom de to betjente havde forsøgt at blokere det. - Juni/juli 2000
Murray bliver frikendt, og juryen kan ikke komme til enighed omkring Duckenfield. - Marts 2001
South Yorkshire Police afviser at fortælle hvor meget erstatning de forskellige politibetjente har fået i erstatning, efter Hillsborough. Tidligere betjent, Martin Long fik £330.000, efter at have fået stress. Fire år tidligere have 14 betjente tilsammen fået £1.2 mio. i erstatning. Næstformand i Hillsborough Family Support Group, Phil Hammond fik til sammenligning ”kun” £3.500 i kompensation for at have mistet sin 14-årige søn, Philip. - Juli 2004
The Sun kommer med en forkølet undskyldning, men da den er sammenkædet med et kontroversielt interview med daværende Everton spiller, Wayne Rooney, tager ingen den undskyldning alvorlig. - Februar 2005
The Sun’s nye redaktør, Graham Dudman kommer til Liverpool for at give en undskyldning for deres fejlagtige angreb mange år tidligere; ”Det var en forfærdelig artikel og en forfærdelig overskrift. Jeg kan godt forstå folk hader os, men jeg håber de vil tage i mod vores undskyldning”. Phil Hammond, formand for Hillsborough Family Support Group sagde: ”Det var ikke Graham Dudley, men Kelvin MacKenzie, redaktøren på daværende tidspunkt, som udgav avisen dengang, vi vil have en undskyldning fra”. - December 2006
Kelvin MacKenzie siger ved en forretningsfrokost i Newcastle, at The Sun’s ”berømte” artikel VAR sandheden. Han sagde: ”Jeg var på World at One næste dag for at undskylde. Jeg gjorde det kun fordi Rupert Murdoch (ejer af The Sun, red.) beordrede mig til det. Jeg fortrød ikke artiklen dengang, og jeg vil heller ikke undskylde nu, fordi vi fortalte sandheden. Der var horder af Liverpool-fans som havde drukket, og som var skyld i ulykken”. - Januar 2007
I seks minutter synger The Kop ’Justice for the 96’ i FA Cup kampen mod Arsenal – seks minutter det også tog, før kampen på Hillsborough blev afbrudt. Det var en del af en protest mod The Sun, og i særdeleshed Kelvin MacKenzie. - Januar 2008
BBC erkender at have begået en brøler, da en rapporter i et program siger tragedien skete på grund af at mange fans var uden billet. Et faktum Lord Justice Taylor rapporten kategorisk havde afvist. - Marts 2009
Til støtte for Hillsborough Family Support Group indspilles en ny version af ’Field of Anfield Road’.
Anne Williams – En mors kamp for retfærdighed
Jeg vil her fortælle om Kevin Williams, som var en af dem som omkom ved tragedien i Sheffield. Omstændighederne ved Kevins død er siden blevet betvivlet af hans mor, Anne Williams, og hun har nu stædigt kæmpet i 20 år for at få sandheden frem.
Den 14. april 1989 spurgte Kevin sine forældre om han ikke måtte tage til Sheffield den næste dag, for at se kampen mellem Liverpool og Nottingham Forrest i FA Cuppens semifinale. Kevin havde aldrig før været til en kamp på udebane, for at følge Liverpool. Kevins forældre var ikke meget for at han skulle tage til Sheffield for at se kampen. Kevin fortalte sine forældre, at så kunne hans ven, Andy Duncan, få hans billet med, og så forsøge at sælge den uden for stadion, så han i det mindste fik sine penge tilbage for billetten. Enden på det blev dog, at Kevins forældre gav ham lov til at tage af sted.
Kevins mor stod op klokken fem den 15. april for at passe sit arbejde, og da klokken var blevet seks, gik hun ind på Kevins værelse for at vække ham. Hans værelset var fyldt med Liverpool posters og programmer, og som altid lå hans Liverpool tæppe oven på dynen.
En time senere kom Kevin og Andy ned i den butik, som Kevins mor arbejdede i, for at købe nogle chips og noget cola, som de skulle havde med på turen til Sheffield. Kevins mor fortalte ham at han skulle passe på sig selv, som enhver anden mor ville havde sagt til sin søn. Kevin gik hen mod døren, og slog ud med armene og sagde: ”Rolig mor det bliver 3-0”.
Det var sidste gang at hun skulle se Kevin i live. Mindre en 12 timer senere var Kevin afgået ved døden i den mest forfærdelige tragedie i Liverpool Football Clubs historie.
Kevins søster Sara hørte kampen i radioen om eftermiddagen, men hørte ikke rigtig efter, før det blev fortalt, at kampen var blevet stoppet på grund af ballade. Sara tændte for fjernsynet for at se hvad der var sket, og det var et forfærdeligt syn, der mødte hende. Sara ringede med det samme til hendes og Kevins mor for at fortælle, hvad der var sket, og også Andys mor ringede og var helt ude af den. Panikken begyndte at brede sig, og det blev fortalt, at der måske var 25 døde. Hver gang telefonen ringede, håbede familien på at det var Kevin der ringede, men det var det ikke. Dødstallet steg hele tiden, og hospitalet i Sheffield blev kontaktet for at få nogle oplysninger om Kevin, men det eneste de kunne fortælle var, at han ikke var en af de sårede, der var kommet ind på hospitalet, og de foreslog at familien kørte til Sheffield.
Familien ankom til hospitalet, og de kunne fortælle at han ikke var der. Anne Williams var glad for han var måske i live. Der kom en læge som sagde, at familien skulle gennemse nogle billeder af de døde, for at se om Kevin var blandt dem. Alle billederne var blevet sat op på en opslagstavle, og det første billede, der skinnede igennem var et billede af Kevin. Han så fredsfuld ud, som om han sov, men Anne vidste godt, at han var død.
Den 21. april blev Kevin Williams begravet. Over halvdelen af eleverne fra Kevins skole var tilstede. Præsten Short havde spurgt hvilke sange, der skulle synges, og familien blev enige om at det skulle være ”All Things Bright and Beautiful” fordi familien huskede at Kevin sang den i skolen og ”You’ll Never Walk Alone”.
Den 28. april blev Kevin Daniel Williams’ urne sat ned til venstre for målet ved The Kop.
Anne Williams som var mor til Kevin, har været en af de største forkæmpere for, at få sandheden frem i forbindelse med katastrofen på Hillsborough. Kevin var kun en lille 15-årig dreng, som var taget til en fodboldkamp, og som aldrig kom hjem igen. Anne kan ikke forstå at hun og Kevin skulle behandles på denne måde, og at der skulle gå næsten fire år før Anne skulle finde ud af, hvad der var sket med Kevin, på grund af en masse løgne.
Anne var en ud af seks familier der gik til ”High Court” med friske beviser. Der havde før været to undersøgelser i forbindelse med Kevins død – vidner var blevet nævnt, men ikke afhørt, så juryen havde aldrig fået den fulde historie om, hvad der var sket.
Anne besluttede selv at føre vidnerne, men kun for at få en anden historie. Det var blevet besluttet at tidspunktet for afslutningen af vidneudsagn skulle være kl. 15.15 (15. april 1989), fordi alle ofrene enten var døde eller hjernedøde, så ingen vidneudsagn var blevet foretaget efter dette tidspunkt.
Efter at havde talt med patolog Dr. Ian West fra Guys hospitalet, fandt Anne Williams ud af at Kevin ikke var død kl. 15.15, og måske kunne være blevet reddet. Kevin var blevet båret ud fra ”pen 3”, og båret tværs over banen på en bandereklame, af blandt andre Stevie Hart og Tony O’Keefe, som begge er Liverpool-fans, og begge har fortalt at Kevin var i live på dette tidspunkt. De
overlod Kevin til en politibetjent oppe på North Stand, og han lovede at skulle se efter ham. Betjenten forlod imidlertid Kevin, men en anden Liverpool-fan, Johnny Prescott så det, og løb hurtigt hen efter hjælp hos en fra St. Johns Ambulance.
En politibetjent uden for tjeneste, Derek Bruder, så at Kevin havde bevæget sit hoved, og skyndte sig over for at hjælpe. Kevin havde på dette tidspunkt, kl. 15.37, stadig puls, og var altså i live. Kevin blev flyttet over til en hal i nærheden, hvor Johnny Prescott sad med ham i sine arme. Kevin åbnede øjnene og sagde ”mor”, og døde kort efter, da var klokken blevet 16.00 – altså 45 minutter efter at alle skulle havde været døde ifølge den retssag, som skulle bevise det modsatte.
Anne Williams ville derfor have en retssag, der beskæftigede sig med de 45 minutter der var gået fra kl.15.15 og til Kevin døde kl. 16.00.
Mandag den 30. marts 2009 fik Anne Williams brev fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der afslog hendes anmodning om en retssag, på grund af en tidsfrist. Ifølge domstolen skulle hun have indklaget sagen helt tilbage i 1997, hvis de skulle tage stilling til den. Dette havde Anne Williams ikke gjort, fordi hun og mange andre pårørende stadig kæmpede mod det engelske retssystem.
Anne Williams vil blive ved med at kæmpe for retfærdighed, og sandhed i forbindelse med katastrofen. ”Jeg har beviserne, og hvis der ikke komme en retssag om, hvad der sket i de 45 minutter efter kl. 15.15, lærer vi aldrig af katastrofen på Hillsborough. Hvis politiet havde gjort deres arbejde ordentligt kunne Kevin og måske mange andre have været i live i dag”, afslutter Anne Williams.
