To danskere fik noget af en chance, da det lykkedes at lande en aftale med Alberto Moreno, Roberto Firmino og Philippe Coutinho om at komme til Liverpool for at tatovere spillerne. Lasse Callesen har snakket med Rasmus Cort Hansen fra Sorry Mom, som var med på turen, sammen med Martin Rothe. Sorry Mom producerer og sælger produkter, som bruges under tatoveringen og til efterbehandlingen når tatoveringen er færdig. Bl.a. anbefales deres salve ”Sorry Mom Tattto Balm af nogle af de bedste tatovører i verden, som også vandt ”Årets Nichepris” til Danish Beauty Award i 2014.
Hvordan er det som Liverpool-fan at møde nogle af sine største idoler?
”Det var lidt surrealistisk de første fem minutter, men så var man på talefod med dem, som med alle andre som har interesse for fodbold og tatoveringer.” Sådan siger Rasmus Cort Hansen der er ejer af Sorry Mom og glødende fan af The Reds.
Rasmus Cort Hansen fra firmaet Sorry Mom er Liverpool-fan og følger derfor flere af Liverpool-spillerne på det sociale medie Instagram. Her kunne han se at Moreno havde fået en ny tatovering. Rasmus var hurtig. da Moreno smed et billede af en ny tatovering op. Han sendte en besked til Moreno for at høre, om han ville prøve nogle af de produkter, som Sorry Mom laver. Ganske hurtigt blev der kontakt mellem de to, og Rasmus sendte en kasse med produkter, samt lidt t-shirts til Liverpool, som han gerne ville have en autograf på. Moreno kunne godt lide produkterne, og der blev sendt en trøje til Danmark med autografer på.
Pga. en flytning af virksomheden, kom trøjen desværre aldrig frem. Så Rasmus sendte en ny besked samt et par billeder af nogle tatoveringer, som en af hans kollager, Martin Rothe fra Iron & Ink, havde lavet, og tilbød at lave en sjov tattoo-session i Liverpool. Moreno svarede på beskeden: ”Hvornår kan du komme til Liverpool? Firmino og Coutinho vil også gerne tatoveres”. Det viste sig, at Moreno mens han skrev sad og spiste med de to andre spillere.
Tatovering af spillerne
Rasmus og Martin hoppede derfor på en flyver lige efter nytår og brugte lidt under en uge i Liverpool. I løbet af de dage blev både spillere og koner tatoveret. Bl.a. fik Moreno lavet tre tatoveringer. ”Den spanske venstreback var den af spillerne, som Martin virkelig fik lov til at udfolde sin kreativitet på. Det blev til en realistisk rose på hele den ene hånd, en tekst på benet, en tatovering af Morenos og hans datters hænder såvel som et lommeur på brystet.”
På Instagram postede Firmino et billede med Rasmus og Martin.
”Han fik lavet en rigtig skarp tatovering på kravebenet. Der fik han skrevet navnet på sin yngste datter, Bella Firmino,” fortæller Rasmus.
“Firmino har desuden også navnet på sin ældste datter, Valentina, skrevet på brystet. Selvom Martin normalt kun laver større, realistiske værker, tog han opgaven og lavede også en simpel tatovering på brasilianerens kone. Firmino fik også lavet en sjov tatovering på læggen af en figur fra Anders And”.
Coutinho fik lavet en lille tatovering af Martin. Det blev til spar, klør, hjerter og ruder på knoerne. Tiden løb desværre fra dem, så det blev ikke til flere tatoveringer på Liverpools nummer 10 i denne omgang.
Eftersom Coutinho og Firmino ikke kendte så meget til Martin og hans arbejde på forhånd, var de lidt nervøse ved at lade ham tatovere dem, men de blev ret hooked på hans arbejde, og de har snakket om, at de to danskere skal til Liverpool igen for at lave flere tatoveringer på spillerne. Derfor er det nu planlagt, at Firmino senere på foråret skal under nålen igen. Det bliver en større omgang, hvor Martin rigtig kan udfolde sig kunstnerisk.
”Jeg var især imponeret over Moreno, som blev tatoveret tre gange på seks dage, hvilket kan være noget af en mundfuld. Men også Coutinho og Firmino tog det i stiv arm. De klarede den fint, og specielt Moreno var hård. Jeg har set folk, der har været meget større pivskider,” griner han.
Hvordan er de som personer?
De tre spillere er gode venner, hvilket man også kan se, hvis man følger dem på Instagram, hvor de poster fritidsbilleder, ofte sammen med Lucas.
Især Moreno er for Rasmus en rigtig fin fyr.
“Jeg er kæmpe fan af Alberto Moreno som person – og også som fodboldspiller. Lidt en legedreng, ligesom mig selv. Vi har bare klikket fra dag ét. Det vidner om en frisk fyr, at han sagde ja til vores tilbud at komme forbi, og vi oplevede den samme gæstfrihed hos ham. Vi blev ved ankomst budt på en kold øl, og fik serveret noget spansk skinke plus lidt andre specialiteter fra Spanien. Hans familie var der, og de var også vildt rare. Det var ligesom at gå ind hos en familie nede i Spanien, man var bare velkommen fra første sekund. Det var en fed oplevelse.”
Det blev også til et par Fifa kampe mellem Moreno og Rasmus. Rasmus beskriver sig selv, som en habil Fifa-spiller, men han blev revet rundt af Moreno i de fem kampe, som de spillede imod hinanden. Moreno har i øvrigt en lille pokal stående fra en Fifa-turnering i klubben, som han og Enrique vandt.
Også hos Coutinho og Firmino blev Rasmus og Martin taget rigtig godt imod, og også her fik de snakket en masse med familierne.
”Alt i alt en skide fed oplevelse at møde dem og bruge nogle dage sammen med dem i Liverpool. Vi har jo alle gået da vi var knægte gået og tænkt på, hvordan det ville være at blive professionel fodboldspiller, så det har været en fed oplevelse at høre, hvordan det er for spillerne. At få lov at mærke følelserne for Liverpool FC og for fodbolden var en fantastisk oplevelse som Liverpool- og fodboldfan. Der var specielt godt humør, da Chelsea under besøget tabte mod Tottenham,” fortæller Rasmus.
For Martin Rothe var det også en speciel oplevelse, han er ikke den store fodboldfan, men var fantastisk stolt over at få lov til at tatovere verdensstjernerne som var glade for hans værker.
”Efter at have været en tur på Anfield og fået lov til at møde spillerne er jeg gået hen og blevet Liverpool fan”
“Alt i alt var det en gruppe rigtig cool gutter, som også var så rare at følge op med os efter turen og spurgte, om vi var kommet godt hjem,” afslutter Rasmus Cort Hansen.