Alex Bruun ser frem mod kampen, som spilles onsdag den 23. februar kl. 20.45 og kan ses på See og online på Viaplay.
Mens vi så småt ser frem til Søndagens Carabaofinale mod Chelsea, er der lige en kamp mod Leeds, der skal spilles først.
Var kampen blevet spillet for 40 år siden i 1972, havde det været en kamp mellem 2 mastodonter, to af tidens bedste hold, og vel egentlig med Leeds som favorit. Sådan er det langt fra i dag, hvor Leeds har spillet en forfærdelig sæson. Den langvarige skade til frontbomber Bamford og midtbaneankeret Kalvin Phillips er åbenbart mere end Leeds kan holde til. Nu hænger alt det offensive spil på Raphinha (9 mål og 2 assist i PL), men det rækker ikke, når defensiven er hullet som en si. Der går minimum 2 mål ind i hver kamp, og konsekvensen er naturligvis, at Leeds inden længe bliver involveret i nedrykningskampen.
For Liverpool gælder det om at komme igennem kampen uden at løbe ind i problemer som i Norwich mødet i weekenden. De fik et heldigt mål, men til tider sad man med tanken om, hvorvidt Klopp for en gangs skyld havde overdrevet rotationen, så det kom til at koste point. At det ikke gik galt, skyldtes primært indskiftningen af en lille mand fra Spanien. Thiago er verdensklasse. Hans boldbehandling og blik for spillet er ekstraordinært, og nogle synes måske, at han af og til holder for længe på bolden, men lørdag ændrede han kampen totalt til Liverpools fordel. Det var ellers startet skidt. Joe Gomez er ikke Trent, og det var tydeligt, at vores spil generelt led under manglen af vores spilfordeler på højre back, men vi fik gang i spillet, og alt sluttede i fryd og gammen og endda et flot debutmål til Luiz Diaz for The Kop.
Jeg forventer, Klopp starter med de kendte navne igen. Dog regner jeg med, at Konaté starter i stedet for Matip, og så lader jeg nostalgien råde og sætter James Milner ind fra start mod barndomsklubben. Elliott får også chancen igen. Dark horse er Curtis Jones, som vi har ikke set så meget til på det seneste, men hans præstationer har heller ikke været prangende.
Leeds kommer til at få det rigtig svært, og vores frontløbere får forhåbentlig en festdag. Jeg regner med en stensikker 3-0 sejr. Forhåbentlig med tidlige mål, så vi kan skifte lidt ud 20 minutter før tid.