Hvor meget kan en enkelt aften ændre for Liverpool ?

Kan man skabe en vinderkultur på baggrund af en kamp ? Nej, selvfølgelig kan man ikke det. Men kan man bruge det som fundament for en kulturændring ? Ja, selvfølgelig kan man det.

Liverpools 4-3 sejr over Dortmund vil gå over i historien, som et af de bedste comebacks i  europæisk fodbold. Et comeback, som var tæt på at være ligeså storslået, som – nå ja – Liverpools comeback under Champions League finalen i Istanbul. Men sejren har større betydning for Liverpool lige nu og her, end den vil have af plads i historiebøgerne. Der var jo trods alt ikke tale om en Champions League finale, men ”bare” en Euro League kvartfinale. The Reds har ikke vundet noget trofæ endnu.

 Men ikke desto mindre kan sejren på Anfield vise sig som et afgørende skridt for ”Projekt Klopp” og i genrejsningen af fodboldmastodonten, Liverpool.

Årets kamp, og så på en torsdag.

I torsdags blev jeg mindet om, hvorfor jeg elsker fodbold. 4-3 sejren til Liverpool over Dortmund, er den bedste kamp, som jeg har set i år. Kampen havde alt hvad man kunne ønske sig som tilskuer. Der var masser af mål, chancer, fight, følelser, stemning, intensitet og med en masse flødeskum på toppen. Det, som jeg blev allermest glad for, var den store underholdningsværdi som kampen besad. Begge hold leverede rendyrket underholdning for tilskuerne. Og det kan ellers være en sjældenhed i nutidens fodboldverden, hvor resultatorienteret spil gennemsyrer topfodbolden.

I stedet for at fokusere på taktiske og strategiske dispositioner, så vil jeg hylde de to holds indstilling og sejrsvilje. Årsagen til at kampen var så god underholdning , var at både Liverpool og Dortmund viste personlighed og karakter – noget som Brendan Rodgers altid italesatte, men sjældent fik sit hold til at udtrykke. Og når man formår at vise vilje, fight og følelser i en fodboldkamp, så kan man tilbyde en underholdning, som ikke kan findes andre steder. Fordi det er ikke fiktion som i biografen. Det er virkelighed! Liverpools storslåede comeback blev virkeligt, og det vil altid være den ultimative underholdning. Et comeback som det Liverpool leverede i torsdags, er det som har gjort fodbold til den store milliardindustri, som det er i dag.

Det er lige netop her, at den først pointe ligger ift. vigtigheden af Liverpools 4-3 comeback. Med Klopp, har man fået en leder, som kan begejstrer den almene fodboldtilskuer, og det kan være med til at præge klubbens fremadrettede identitet, som jeg har skrevet om tidligere (https://liverpool-fc.dk/branding-liverpools-nye-ansigt/). Det øger simpelthen Liverpools brand attraktivitet hos fans, medier og dermed også sponsorer .Kampen imod Dortmund omsatte al snakken om Klopps karakter til virkelighed. Holdet blev et samlet udtryk for den passion, dedikation og fight, som Klopp udstrålerpå sidelinjen.

”I like Heavy Metal – I always want it loud”, som tyskeren sagde, da han tidligere brugte sin foretrukne musikgenre som analogi for hans måde at ville spille fodbold på. Og man må sige, at den karismatiske tysker fik rystet os godt igennem med noget hårdt dødsmetal i torsdags. Jurgen Klopp forstår, at man muligvis ikke altid kan vinde og være den bedste, men at det handler om at skabe en kultur, hvor man tror på tingene, hvor man altid tror på sejren og hvor man altid vil begejstrer publikum igennem sin indsats.

Gnisten af en vinderkultur i Liverpool.

Med pengenes indtog i fodboldens verden, har udviklingen fra at være en amatør sport, over til at blive en professionel sport med stigende økonomiske interesser, også ændret fodboldens grundvilkår. Det handler ikke længere kun om at begejstre publikum, men i højere grad om at vinde kampe, så man kan sikre sig sorte tal på bundlinjen. Derfor er det selvfølgelig heller ikke nok, at Jurgen Klopp og Liverpool er lykkedes med at vinde en masse fodboldhjerter med avancementet over Dortmund. Man skal også gerne have Euro League trofæet i hus, ellers bliver comebacket måske blot et flygtigt minde om en enkelt magisk aften på Anfield.

Det kan sagtens ske, at Liverpool løber med det europæiske trofæ, og dermed booker en billet til næste års Champions League. De rødklædte står dog overfor endnu en gul fare, når man skal møde Villareal i semifinalen, som bliver 2 svære opgør. Hvad end det bliver til den ultimative europæiske succes eller ej, så skal man bruge torsdagens sejr som et referencepunkt for den fremadrettede kultur i klubben. Det som Liverpool spillerne udstrålede imod Dortmund var rendyrket vinderkultur. Og, hvis du er i tvivl, så kan du jo bare se på billedet af Dejan Lovren, da han scorer til 4-3.

Vinderkultur er et meget slidt begreb indenfor sportsverden, og det er meget svært at sætte på recept. Det kan være eksistererende i en klub, hos en træner eller hos nogle spillere, men det er af natur svært at skabe, især med det samme. Selvsamme indehavere af denne magiske eliksir, kan også miste den over tid. Og Liverpool har mistet sin vinderkultur over tiden. Man kan finde mange årsager og forklaringer på dette, men det vigtigste er, at man så denne rendyrkede vinderkultur vinde frem på Anfield jo længere kampen skred frem. Katalysatoren bag dette var  både Klopp og tilskuerne. Men jeg vil også fremhæve nogle spillere, som jeg tror har tændt en gnist af vinderkultur i omklædningsrummet.

Emre Can var fantastisk på midtbanen, og med hans fremskudte brystkasse, er det som om, han ikke kender til andet end at gå forrest i kampen for at vinde. Man skal også huske, at den tyske midtbanespiller er oplært af Bayern Münchens ungdomsakademi, hvor man i høj grad bliver formet af en vinderkultur. Derudover har Can også været anfører for det tyske ungdomslandshold, hvor han har skulle være leder for et af de bedste ungdomslandshold i verdenen. En anden spiller, som ser ud til at være Liverpools næste store stjerne, er Divock Origi. Den belgiske angriber har fået chancen under Klopp, og har takket for det med  en række vigtige mål på det sidste. Fordelelen ved at introducere et nyt talent som træner, er, at man skaber en dedikation hos denne spiller, hvor spilleren føler at man skal give noget tilbage til træneren.

Og sidst men ikke mindst, så er det vigtigt lige at nævne Phillipe Coutinho, som var manden med det måske vigtigste mål. Alle hold har brug for den ene stjernespiller, som kan tage fat i bolden og gøre noget uventet, når holdet har mest brug for det, og det kan og gør den lille brasilianer. Han er en vigtig brik i opbygningen af en vinderkultur i Liverpool, fordi uden ham forsvinder meget kreativitet. Disse 3 spillere – og en række andre som Sakho, Lovren og Moreno – kan være fundamentet for at skabe en holdbar vinderkultur i Liverpools omklædningsrum. Og både i brandingverden og i sportens verden, er en god kultur fundamentet for gode resultater, som dermed skaber succes for din virksomhed eller fodboldklub.

Træneren – den nye 12 mand.

”It’s very emotional, very fast, very strong, not boring, no chess. Of course tactical, but tactical with big heart. Tactical things are so important, you cannot win without tactics, but the emotion makes the difference. Life in our game, that’s important” – Jurgen Klopp

Således vælger Jurgen Klopp at beskrive fodbold, hvilket også fint beskriver kampen i torsdags. Men det karakteriserer også tyskerens væremåde under kampe. Hvis det ikke havde været for trænernes begrænsede adgang via. det tekniske felt, så havde Klopp været den person på Anfield, som havde været flest steder på banen under kampen. Og nøgleordet her er emotion eller på godt dansk – følelser. Det er netop, hvad Klopp udstråler, og hvad han vil have holdet til at udtrykke. En anden træner, som måske endda overgår ham i denne øvelse, er Diego Simeone. Atletico Madrids træner formår altid at vække hele Vicente Calderon, og denne evne var også afgørende for klubbens 2-0 sejr over Barcelona.

 Det er forfriskende at se disse type managers, som er kontraster til det stigende antal moderne managers, der taler om processer, imens de skriver ned på deres notesblok under kampe. Med Klopp og Simeone, er der tale om to trænere som bliver en 12 mand for deres hold, fordi de lever sig ind i kampen. De signalerer til spilleren, at de er ”in it togetther”. Samtidig formår de konstant at vække deres egne fans til live, som i sidste ende er en determinerende aktør i kampe som dem i tirsdags og torsdags. Både spillerne og trænerene hos både Liverpool og Atletico Madrid italesatte fansenes indflydelse på deres imponerende præstationer.

Da jeg skrev mit første indlæg om ansættelsen af Jurgen Klopp i Liverpool, skrev jeg, at man kan sammenligne ansættelsen med en mellemleder, der skal ind og ændre en kultur i en virksomhed. Tyskeren kom med en masse inspiration og ideer, men det var vigtigt for hans projekt, at det blev fulgt op med reelle resultater og succeser. Det virker sådan, at før man kan ændre en identitet, så skal man ændre en kultur, og når det så er sket, så kan man påvirke omverdens opfattelse af én selv. Det er denne interaktion, som skaber et positivt flow indenfor branding verdenen.

Sejren og comebacket imod Dortmund var netop det, som Klopp og Liverpool havde brug for – en gnist som er blevet tændt. Og det er faktisk ikke nogen revolution, eller en spritny identitet, som der blev skabt i torsdags. Det var i stedet et genkendeligt ansigt, i form af Liverpools styrke til at komme tilbage på Anfield. Den sejrsvilje, som mange tidligere har frygtet, når de besøgte Anfield, som igen blev tændt for en aften. Om det så er en gnist, som blusser op til en stærk flamme, det må især Liverpools 2 næste kampe imod Villareal bevise. Men Klopp har fået et momentum, som kan være afgørende for den kulturændring, han ønsker at skabe. Det er det første skridt imod Liverpools genrejsning. Rock on, som tyskeren ville sige.

Du kan læse del 1 her og del 2 kan du finde her.

Skrevet af Rasmus Raasø Hjorth