Peter Thompson døde d. 31-12-2018. Derfor bringer vi en artikel fra vores medlemsblad You´ll Never Walk Alone om Peter Thompson. Artiklen er fra bladet i sæsonen 11/12 blad nr. 7
PETER THOMPSON – 60ernes wingwizzard
Artiklen er skrevet af Alex Bruun, Niels Frederiksen og Mogens Nielsen
Det kan være en evig diskussion om, hvem der har været vores bedste wing gennem tiderne i Liverpool.
Om det er John Barnes, Peter Thompson, Steve Heighway, Steve McManaman eller en helt anden kan
der være mange meninger om, men der er ingen tvivl om, at Peter Thompson hører til i toppen blandt
kandidaterne. Vi mødte spilleren fra 60ernes Liverpool til en snak om hans karriere.
Da du var ungdomsspiller, var du en ombejlet herre. Hvorfor blev det Preston du valgte?
Folk spørger mig altid, hvorfor det var dem, jeg valgte. Jeg havde spillet for det engelske skolelandshold, og kom derfor til en masse klubber på prøvetræning. Min far elskede at komme rundt til de forskellige klubber. Vi havde ikke været vant til luksus, men når vi var ude på prøvetræning, så blev vi indlogeret på fine hoteller, og fik alt betalt. Men i sidste ende, så skulle vi have fundet en klub, og det blev så Preston. Men som lille dreng drømmer man om at komme til at spille for landsholdet, vinde mesterskaber og spille FA Cup-finale på Wembley. Da jeg kom til Liverpool opnåede jeg alt det. I Preston havde vi ellers et talentfuldt hold, men det endte alligevel med at vi rykkede ned. Derfor bad jeg om en transfer væk fra klubben. Liverpool var lige rykket op i 1. division, og da jeg hørte Bill Shankly var interesseret, så lå det lige til højrebenet. Fra at spille på et hold der rykkede ned, spillede jeg ét år senere med om mesterskabet.
Da du spillede for Preston, var du med til at slå Liverpool ud af FA Cuppen, bl.a. på et mål fra dig?
Ja, men det er egentlig underligt. Da vi mødte Liverpool i ligaen tabte vi 5-0. Det var drenge mod mænd. Så kom de ned til Deepdale, hvor de igen slog os 5-0. Så trak vi dem i FA Cuppen på Anfield, men den kamp spillede vi 0-0. Tilbage i Preston skulle vi spille en ny kamp, som også endte 0-0. Så skulle vi igennem et tredje opgør – denne gang på Old Trafford, hvor jeg scorede kampens eneste mål. Så det er sjovt, at Liverpool i to ligakampe mod os scorede ti mål, mens de ikke kunne score mod os i tre FA Cup-kampe. Men jeg var egentlig tvivlsom til den kamp, da jeg havde problemer med bentøjet. Men det sneede under kampen, og da bolden kom ud af ingenting, så hamrede jeg den afsted.
Shankly troede nok han havde købt en topscorer. Du kom til at foreslå en ”signingon fee” ved kontraktforhandlingerne?
Jeg tog til Anfield fra Preston, og der var en masse mennesker udenfor. Jeg fik kæmpet mig gennem menneskemængden, og kom frem til receptionen, hvor Shankly ventede. Jeg spurgte om hvorfor der var så mange mennesker her. ”Dig, på grund af dig” svarede han. Han viste mig rundt på Anfield, og viste mig Melwood. Så gik vi ind på hans kontor, hvor formanden kom, og bad mig skrive under på kontrakten. Så var det jeg kom til at spørge til en signing-on fee, hvilket fik Shankly op i det røde feldt. ”Hvad siger du?” hvæsede han. ”Her giver jeg dig chancen for at spille i den bedste by, og på det bedste hold i verden, og så beder du om illegale penge. Kan du komme ud”. Jeg tog ligeså stille pennen, og skrev under. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Det var på det tidspunkt en rekordstor transfer Liverpool betalte.
Følte du noget pres på den baggrund?
Jeg tænkte ikke så meget over størrelsen. Jeg var mere nervøs for at flytte til en stor by. Men heldigvis fik vi en god start på sæsonen, så det hjalp en del. Man sagde du var Shanklys sidste brik i hans puslespil. Liverpool havde et godt hold, da de rykkede op fra 2. division. De hentede mig til klubben, og sagde jeg nok var sidste brik i puslespillet. Men omstændighederne kunne have været anderledes. Jeg var en vidunderdreng i Preston som 17-18- årig, men da jeg var 20 var jeg en nobody. Vi var rykket ned, og tabte stort set alle kampe vi spillede. Jeg spillede faktisk som forsvarer, og var ubrugelig. Men jeg kom til Liverpool, og indenfor 12 måneder spillede jeg også på landsholdet. Sæsonen 1964/65 var på mange måder speciel. Det var klubbens debut i Europa. Den første kamp var på Island.
Hvad husker du om den?
Det husker jeg meget godt. 5-0 på Island og 6-1 på Anfield. Jeg var en individualist. Jeg prøvede ikke at være sådan, men kunne ikke ændre mig selv. Når jeg fik bolden på deres banehalvdel, så satte jeg bare afsted. Men til sidst fik jeg dog afleveret. Willie Stevenson sagde faktisk: ”Du var fantastisk. Du afdriblede seks spillere!”. Ja, det må have været noget i den retning, svarede jeg. ”Du af driblede Ron Yeats to gange, Tommy Smith to gange, og lavede en tunnel på mig”!
Begge semifinaler i Europa Cuppen er legendariske på hver deres måde. Fortæl os om begge kampe?
Den første kamp kom kun nogle dage efter vi havde vundet FA Cuppen for første gang i klubbens historie. Vi var alle ude for at blive godt og grundigt fulde. Inter var det bedste hold i verden på det tidspunkt. De havde vundet Europa Cuppen, og også Intercontinental Cuppen. Ingen kunne slå dem, og ingen kunne score mod dem. Men atmosfæren var helt elektrisk på Anfield. Vi vandt 3-1, men det skulle have været 4-1, da Chris Lawler scorede et mål, der aldrig skulle have været annulleret. Når jeg ser tilbage, så skulle jeg aldrig have spillet i returen i Milano. Jeg var blevet udtaget for at spille for England mod Jugoslavien i Beograd. Men om natten fik jeg et maveonde. Så jeg opsøgte doktoren, som gav mig nogle piller mod det. Sir Alf Ramsey spurgte så hvordan jeg havde det, og da jeg sagde jeg var svimmel, beordrede han mig i seng, og sagde jeg ikke kom til at spille. Det betød så, at jeg fløj fra Beograd til Milano. Shankly sagde: “Er du ok? Det hele er kun i dit hoved. 90.000 tilskuere på San Siro, og så skal du nok glemme din lille f****** hovedpine”. Jamen, jeg ved ikke om jeg er klar, svarede jeg. ”Jo du er. Der er ingenting galt med dig” svarede han, og så spillede jeg. Vores plan var at holde dem væk i starten, fordi de italienske tilskuere er berygtede for at være på nakken af deres eget hold, hvis det ikke går godt på banen. Men vi kom hurtigt bagud, og så var der fiaskoen med Tommy Lawrence. Jeg så det anderledes end Tommy, som sagde bolden blev sparket ud af hans hænder. Jeg så det ikke helt på samme måde, men jeg stod også ude på fløjen, men jeg så ham ikke sparke bolden ud af hans hænder. De scorede så et sent mål, og vi tabte 3-0. Jeg var så skuffet. Vi skulle have vundet Europa Cuppen det år.
Hvordan reagerede Shankly efterfølgende på kampen i Milano?
Jeg kan ikke fortælle dig hvad Shankly sagde, for jeg er ikke en type der bander (ha ha). Men aftenen før – jeg delte værelse med Ian Callaghan – kørte de lokale rundt og rundt om vores hotel, mens de havde hornet i bund. Men alligevel faldt vi dog i søvn, indtil en irriteret Shankly brasede ind på vores værelse, og klagede højlydt over larmen. Den lokale kirke havde også ringet med klokkerne i timevis, indtil Shankly og Paisley gik over for at få det stoppet, men det lykkedes dem ikke.
FA Cuppen var selvfølgelig det helt store den sæson. Du scorer i semifinalen mod Chelsea?
Vi havde spillet mod Köln i Tyskland (Europa Cup-kvartfinale, red.), og det gik i forlænget spilletid. Vi fløj tilbage fra Tyskland til Birmingham, hvor vi skulle spille på Aston Villas bane. Shankly sagde vi bare skulle gøre det simpelt, men jeg havde det nu bedst med at drible forbi 3-4 mand, før jeg afleverede bolden videre. Men jeg scorede da vores første mål i kampen (LFC vandt semifinalen 2-0, red.)
Hvor stort var det at vinde FA Cuppen i 1965?
Klubben havde aldrig vundet turneringen før. Man sagde at de to Liver Birds ville flyve væk fra taget af Royal Liver Building den dag det skete, men det skete nu ikke. Men der var så mange mennesker, da vi kom hjem. Folk hang ud af vinduerne – de var helt vilde. Udover at spille for det engelske landshold, så var en af mine drømme at spille i en FA Cup-finale, og så at vinde den, var endnu bedre. Du sad på bænken i FA Cup-finalen mod Arsenal i 1971.
Hvor stor en skuffelse var det?
Det var nu ikke så slemt. Jeg havde lige været skadet i en periode, så det var egentlig et valg mellem Alun Evans, som scorede i semifinalen, og mig. Der var mange spekulationer i aviserne, så Shankly kaldte mig ind på sit kontor, hvor han fortalte det til mig, men også spurgte, om jeg var klar nok til at sidde på bænken. Midt i første halvleg i finalen begynder Alun Evans så faktisk at skrante lidt, så Shankly beder mig gøre mig klar. Han bliver hele tiden ved med at sige jeg skal på banen, men det kom jeg nu først midt i anden halvleg.
Hvordan var det at være i Liverpool i 60erne?
Det var fedt at være i Liverpool i 60erne. Alle de gode musikgrupper kom fra Liverpool – The Beatles, og alle de gode komikere, som også altid kom på stadion. Vi vandt hele tiden, og selv vores ærkerival fra Everton gik det godt for. Hvis vi vandt pokalen, så vandt de mesterskabet, eller omvendt.
Shankly skrev i programmet til din testimonialkamp: “Hvis ikke Peter Thompson havde spillet fodbold, så kunne han have deltaget i de Olympiske Lege. Det viser hvor god en atlet han var. Han kunne løbe solen sort, men mere vigtigt, at han i fodbold kunne løbe med bolden, hvilket nok er den sværeste ting at gøre. Han kunne løbe i alle kampens minutter, hver uge, hvert år bedre end de andre. Hans arbejdsrate var uvurderlig. Jeg har ingen problemer med at placere Peter blandt de allerbedste fodboldspillere, sammen med Tom Finney, Stanley Matthews og George Best. De sagde at han ikke scorede nok mål, de sagde hans afleveringer ikke var præcise nok. Hvis jeg havde været ligeså god som ham, så havde jeg været i samme kategori som Jesus Kristus”.
Hen mod slutningen af min Liverpool-karriere havde jeg en periode, hvor jeg ikke scorede, så jeg opsøgte ham. Jeg havde seks måneder tilbage af min kontrakt, så jeg sagde til ham, at han kunne betale min kontrakt ud, og så skulle han ikke se mig igen. Det ville han ikke. Jeg ejede to campingpladser på det tidspunkt, men jeg havde ikke råd til den ene, så han gjorde mig den tjeneste i stedet at låne mig pengene. Men han ville stadig ikke betale mig ud af kontrakten. En dag sagde jeg til min kone: ”Jeg tror jeg bliver hjemme fra træning i dag”. Så jeg tog en tur til Blackpool, men der var ikke nogen, der opdagede jeg var væk. Så ugen efter blev jeg væk i to dage, og ugen efter igen blev jeg væk hele ugen. Steve Heighway gjorde det godt på holdet, og jeg gad ikke høre på Shanklys skælden ud hele tiden. Men så ringede Bob Paisley: ”Hvor var du i går?”. Har I savnet mig?, svarede jeg. Jeg har ikke været der i to uger. ”Du må hellere komme i morgen” sagde Paisley så. Bolton var interesseret i mig, men jeg var ikke sikker på, at mit knæ kunne holde til det. Men jeg havde ikke noget at miste, for jeg var alligevel færdig i Liverpool. Men havde Shankly betalt mig, så havde jeg stoppet.
Så havde du stoppet karrieren?
Ja, men nu tog jeg så til Bolton, og var der i fem år. Men Shankly kom til min testimonialkamp, og han overøsede mig med komplimenter. Han var helt anderledes, end da han betalte min løn, og da jeg ikke spillede.
Hvornår vidste du, at din karriere var ved at være forbi?
Da jeg blev 35 begyndte jeg at få problemer med forstrækninger, og de begyndte at give mig indsprøjtninger før hver kamp. Da sagde jeg til min kone, at jeg stopper når sæsonen er ovre. Hvis de er nødt til at give mig en sprøjte før hver kamp, så er der noget galt, og det er ved at være tid til at stoppe. Andre tidligere spillere, f.eks. Geoff Strong, fik også mange insprøjtninger, og han har mange problemer med bentøjet nu. Willie Stevenson, Ian St. John, Tommy Lawrence og Chris Lawler og jeg er lige kommet tilbage fra Köln, som havde inviteret os derned. Vi lignede alle nogen der kunne bruge en rollator, da vi kom gående. Man betaler prisen for et hårdt liv i fodbolden. Måske har vi smerter nu, men jeg synes nu nok det var det værd.
Hvad var dine indtryk af Bill Shankly?
Standarten var så høj. Jeg havde kun været der i fire uger, og han plejede at prikke én i brystet. ”Er du en vinder? Jeg snakker til dig, er du en vinder?” Ja, Hr. Shankly. ”Jeg vil have vindere. Andenpladser er ikke noget vi kan bruge til noget, så hvis du er tilfreds med det, så forsvind”. Så simpelt var det. Det første år jeg var der, blev vi mestre, og året efter vandt vi FA Cuppen. Det tredje år blev vi igen mestre, mens han i det fjerde år indkaldte til et krisemøde; ”Dig, dig og dig. Sælg jeres store huse, jeg kan ikke bruge jer til noget”. Da jeg kom hjem til konen sagde jeg til hende, at jeg troede han ville sælge mig, men det gjorde han nu ikke. I fodbold er der ingen medlidenhed. Da mine dage var ved at være talte, så ville Shankly ikke kendes ved mig. Han behandlede mig som en søn i ni år, man da det var ved at være slut, ville han ikke tale til mig. Han plejede at bande hele tiden. Da jeg skrev under for Liverpool, var jeg ikke én der bandede. Jeg var 20 år, og mine medspillere prøvede hele tiden at sparke mig ned. Shankly sagde til mig; ”Hvad siger du til en mand, der prøver at sparke dig ned?”. Jeg svarede, at han ikke sparkede mig, og at jeg i øvrigt var immun overfor smerte. ”Er du bøsse?”, hvæsede han så, og fortsatte: ”Når du kommer på banen, så bander du ad ham”, men jeg ignorerede ham bare, og så var helvede løs i halvlegen; ”Hvis du ikke bander ad ham, så kommer jeg på banen, og så sparker jeg dig”. Han råbte lige ind i mit ansigt. Så jeg begyndte at bande, men det hjalp nu ikke ret meget.
Jeg læste at Shankly kaldte dig ind på kontoret en dag, fordi du havde købt en blå bil?
Han kaldte mig ind, men han bandede i et væk. “Jeg har set din nye bil. Hvad er der galt med dig? Den er jo f****** blå. Forsvind ud af mit kontor”. Han smed mig ud af sit kontor, og så jeg matte finde mig en ny bil…
Du blev også sammenlignet med Tom Finney?
Det var mens jeg var en ung spiller i Preston. Det var lidt underligt, for Finney var en af tidens bedste wings. De sagde jeg var den nye Tom Finney. Jeg var kun 17 år, så det var meget at leve op til, og lagde også et pres på mig.
Du er også blevet kaldt den hvide Pelé?
Vi spillede i Mexico i en turnering mod Brasilien, Argentina og Portugal. Og efter den turnering var jeg blevet til den hvide Pelé. Men jeg var ingen Pelé. Efter kampen mod Brasilien stod jeg ved siden af Pelé, som tog sin trøje af, men Bobby Moore kom foran, og tog trøjen fra Pelé. I stedet måtte jeg bytte med én, der hed Vava. Men de havde det bedste hold i verden på det tidspunkt. Det stod 1-1 med en halv time tilbage, men vi endte med at tabe 5-1. Efter kampen spurgte Alf Ramsey hvad der skete. Havde det været Shankly, så havde han råbt og skreget, men Ramsey var slet ikke sådan. Vi havde spillet mod Vesttyskland, og jeg var godt klar over, at jeg ikke havde gjort det så godt. Efter kampen satte Ramsey sig blot ved siden af mig, og sagde, at han var lidt skuffet over min indsats. Havde det været Shankly, så havde bandeordene været i gang.
Bob Paisley sagde du kunne være blevet til endnu mere, hvis du havde været lidt mere aggressiv og direkte mod mål. Er du enig i det?
Ja, det er jeg. Problemet var, at når jeg fik bolden, så gik det bare fremad, uden at se op. Jeg syntes bare det simple var for kedeligt. Derfor kom jeg nok til at drible lidt for meget.
Var der nogen backs, du havde det sværere med end andre?
Jeg havde backs jeg havde problemer med. Jimmy Armfield var meget hurtig. Der var også en gut i Leeds, Phil Reaney, som sjovt nok også har sagt, at jeg var den værste han spillede imod. Det jeg ville, var at få dem til at tackle mig, for så kunne jeg glide af på dem. Men det var ikke alle, der ville tackle mig.
Du var god med begge fødder. Øvede du meget?
Jeg øvede hele tiden. Jeg var sådan set en højrefodet spiller på venstrewingen. På Melwood øvede jeg meget med, at spille bolden fremad med højrefoden, og så aflevere bolden med venstre. I begyndelsen faldt jeg en del over mine egne ben, men jeg blev ret god til det. Ian Callaghan og jeg var meget forskellige. Jeg var individualist, mens Ian kørte lige ned ad linjen, hvilket jeg syntes var kedeligt. Men af og til byttede vi side, hvis vi spillede mod backs, vi havde lidt problemer med.
Tiden er ved at løbe ud, og det er tid til at sige tak for denne gang. Mange tak fordi du tog dig tid til at snakke med os.
Selv tak, jeg nød det også.
Hvil i fred Peter Thompson, YNWA!
Bliv medlem af fanklubben og modtag medlemsbladet, hvor denne artikel er fra
Indlæser ...
