Det næste uddrag  er om Bellamy. Jeg tror de fleste har en idé om at Bellamy har lidt af et temperament. Hvis man har set ham spille vil man vide han altid har en kommentar til de fleste ting og oftest lignede det ikke just, at det var søde og rare ting han fik sendt i retningen af modstandere og dommere.

Det var åbenbart ikke kun modstandere og dommere der fik turen, Martin er også blevet kørt over en enkelt gang eller to af den gode Bellamy, og hvem havde troet det var mode der skulle være én af grundene?

Hvis man ikke har læst de første 2 uddrag kan du læse del 1 her,  del 2 her, del 4 her og  del 5 her.

Læs næste del under billedet.

Kapitel 17: Reinas toastbrød

En dag kom Craig Bellamy, som jeg havde garderobe ved siden af, hen til mig og fik straks et vildt blik i øjnene.

“What the fuck is that?” råbte han mig ind i hovedet og pegede på mine nye Hummel-sko. “What is that Danish shite?!?”

De andre spillere gloede selvfølgelig på os med det samme. Jeg overvejede, hvad jeg skulle sige. Jeg havde fået skoene igennem en sponsoraftale hjemmefra. Med jævne mellemrum fik jeg en lille kasse med sko og tøj fra Hummel og promoverede deres mærke, mens jeg gav nogle billetter til Anfield retur. Jeg kunne godt lide Bellamy, han var en ekstremt dedikeret spiller, der boblede af humør og energi. Det var, som om han konstant gik rundt i en boksering. Men han kunne også være virkelig spydig og overtændt, så temperamentet stod i lys lue. Som da han i 2006 overfaldt sin norske holdkammerat John Arne Riise med en golfkølle på en bytur og skabte skandaleoverskrifter.

På Melwood råbte han efter alt og alle, også trænerne – Prick! Cunt! Idiot! – og han brasede ud med sin mening om alting, hele tiden, uanset om det var godt eller skidt. Og nu havde han altså fået øje på mine sko. Jeg prøvede at forklare Bellamy, at jeg jo havde fået skoene gratis, og det tyggede han lidt på, inden han blev enig med sig selv om, at det trods alt var fair nok.

Bogen kan bl.a. bestilles de her 3 steder: