Lørdag kl. 21.00 møder vi Real Madrid i Champions League finalen. Kampen kan ses på 3+ og Viaplay.
Hævn! Det var ordene fra Salah, da han blev spurgt til sin holdning til at møde Real Madrid i finalen i Champions League. Og sådan har de fleste af os fans det nok også, hvilket på en eller anden måde er blevet forstærket efter den sindssyge sidste runde i Premier League, hvor vi var så få minutter fra at blive mestre. Vi er nu ikke den eneste klub, der fik en lang næse her i weekenden, for der var nok mange, mange fans af kongeklubben, der fik kaffen galt i halsen, da hele transfersagaen om Kylian Mbappé endte med at han valgte at blive i Paris, og hermed kunne den økonomiske doping hos det ”arabiske” hold fortsætte (men det er en hel anden snak). Hævn skal vi have, for den her sæson – med et af tidernes bedste Liverpool-hold – skal ikke ende med et nederlag, men derimod fortjener vi en ordentlig sejrsparade.
Og hvordan får vi så sejren i land, jo, det har vi bedt alle årets optakts-skribenter om at komme med et bud på.
Alex
Jeg prøver så vidt muligt at undgå at tænke på finalen i 2018.Til gengæld går det bedre med 1981, der som bekendt var samme modstander i samme by. Dengang var et indkast fra Ray Kennedy til den anden Kennedy (Alan) nok til at afgøre finalen, og jeg tager gerne til takke med noget lignende i år.
Det har været en lang sæson for Liverpool, og på det seneste har spillerne virket trætte, og spillet har ikke helt flydt som eksempelvis tidligere på foråret. Jeg er nu ikke i tvivl om, at de sagtens kan sætte sig op til sæsonens sidste kamp, og Reals kampe mod Chelsea giver nok et godt indblik i, hvordan de vil agere taktisk, så næppe de store overraskelser i vente. Kan vi holde pres på Modric og Kross, så er Real et ordinært hold, som vil få det svært med vores angrebsmaskine. Har på fornemmelsen, at dette kan blive en finale, som efterfølgende vil blive husket for Diaz fænomenale spil. Jeg forventer en ret ensidig affære, men af rent nostalgiske grunde gætter jeg på en 1-0 sejr på mål af Andy Robertson.
Andreas
Jeg tror alle vi husker Salahs knuste ansigtsudtryk, da han måtte forlade banen blot få øjeblikke efter startfløjtet i Kyiv i 2018. Fire år senere står vi her igen, godt nok i Paris, men mod den samme modstander, og det er blevet tid til revanche. Vi har gang i en historisk sæson, og selvom vi måtte gennem en følelsesmæssig rutsjebanetur i søndags, som endte i et enormt antiklimaks, så tror jeg stadig, at de røde drenge fra Merseyside er klar til at give den én sidste skalle, inden de går på velfortjent sommerferie.
Real Madrid, “Kings of comebacks” i denne Champions League sæson, har været sjove at følge. Fra et hold i krise i starten af sæsonen, har de formået at vinde ligaen i relativ god tid, og samtidig slået hold som Chelsea, PSG og Manchester City ud. Min forhåbning er, at de har haft for lang tid fra seneste vigtige kamp til finalen lørdag, og at vi har et momentum, som de ikke har. De er en rutineret flok. Ja, nærmest et hold, der er lavet til at spille CL – men det er vi trods alt også. Kampen i kampen bliver i min optik to steder. Duellen mellem Vinicius og Trent og vores midtbanetrio mod Casemiro, Kroos og Modric. Både Fabinho og Thiago kæmper for at blive klar, og jeg tror, at det kan blive udslagsgivende.
Jeg tror på at Paris bliver badet i røde farver lørdag aften, og at vi hiver en 2-1 sejr og pokalen med de store ører med hjem.
UP THE F*CKING REDS!
Læs en Real Madrids fans syn på kampen
Jesper
Hvad skal vi så forvente? Først og fremmest, så er jeg bundærgerlig over at Thiago med al sandsynlighed ikke bliver klar, for han har da om nogen svunget taktstokken her i foråret. Han er slet og ret blandt de aller bedste spillere i verden og han kan lægge afleveringer, bestemme rytmen og agere samlingspunkt på en måde, som ingen andre kan. Men det skal selvfølgelig ikke stoppe os, så jeg er da 100 procent sikker på, at det har Klopp taget højde for, og den måde han kommer til at gøre det på, det vil formentlig være på samme måde som mod Chelsea i FA Cup finalen. Højt og aggressivt pres med heavy metal tempo, så vi tager Real på sengen. Derefter forventer jeg noget mere afventende kamp, hvor frygten for at tabe formentlig vil snige sig ind. Vi bliver nødt til at tage risici, men heller ikke alt for mange, for Real Madrid har nogle raketter på fløjene, hvor vi skal passe på, at de ikke får for meget plads at løbe i.
Jeg tror på en kamp, der bølger meget frem og tilbage og jeg har en fornemmelse af at den går i forlænget spilletid, hvor vi scorer to mål. Og jeg har en meget stærk fornemmelse af at Salah scorer minimum et mål i kampen.
Så 3-1 er mit bud. God kamp derude!
Lasse
Jeg er, som alle andre, ret spændt på opgøret. Jeg ser os som værende favoritter, for et par måneder siden var vi nok kæmpe favoritter. Men vores spil de seneste måneder har ikke været helt så skarpt, som tidligere på sæsonen. Vi har stadig en form for x-faktor, men den er blevet mindre. Det har været godkendt på det sidste, men vi har ikke vist verdensklasse niveau. Det har givet nogle tidspunkter med frustrationer eller tenderende til det. Vi har lukket kampene senere end før og vi har ikke på samme måde domineret kampene og modstanderne.
Real Madrid har også haft den fantastiske evne til nogle helt vilde com backs i dette års turnering – de nærmest lever og ånder for det. Hvilket også gør det her kan blive en utroligt spændende kamp, som gør vi aldrig må tro at nu er den lukket. Jeg er stadig af den overbevisning vi er favoritter. Vi har så mange gode spillere og tangenter at spille på. Og så har Salah et kæmpe hængeparti med Real Madrid, som nævnt i indledningen, så vil han for alt i verdenen vise verdenen og overfor sig selv, at han kunne have gjort en forskel i 2018. Jeg ved ikke om han er indebrændt, men der må være noget energi, som han skal forsøge at kanalisere til noget positivt. Jeg håber vi ser en flyvende Salah, det er længe siden vi har set ham præstere på et højt niveau. Heldigvis fik han scoret et vigtigt mål i søndags.
Det ser ud til de fleste af vores skadede spillere bliver klar. Fabinho træner og Thiago får uden tvivl en masse ekstra behandling. Spørgsmålet er om Klopp tør satse på dem. Heldigvis har vi fem udskiftninger, hvis det bliver et problem. Desværre er der ingen Origi til at sikre os pokalen denne gang, så vi må sætte vores lid til de andre på holdet.
Pubguide til finale arrangementer
Opstillingen
Til sidst kommer vores bud på en opstilling til årets sidste kamp. Med ønsket om en fantastisk kamp!