Merseyside derby

Med dagens store kamp i Liverpool, så kommer der lige et uddrag om netop det at møde Everton.

Hvordan foregår et Merseyside Derby egentlig? Og er der forskel på de store drenge og når de små drenge render rundt og møder de blå fra Everton?

Der er åbenbart ikke langt imellem de to, måske er det endda værre nede  i ungdomsrækkerne, bedømt ud fra det her uddrag fra bogen.

Hvis du ikke har læst resten af uddragende kan du finde dem her:  del 1 her,  del 2 her , del 3 her og del 5 her

Kapitel 7: Bid eller bliv bidt

I kampene gik folk rent ud sagt amok. Jeg havde haft en forventning om, at der blev gået mere til makronerne herovre, men hensynsløsheden kom alligevel bag på mig. Jeg har oplevet så mange tofodstacklinger, at det halve kunne være nok, det var, som om alt var tilladt, uanset om det var træningskampe, kampe i ungdomsligaen eller opgør i FA Youth Cup’en.

En episode udspillede sig i en kamp mod Everton i ungdomsligaen. Værre kunne det heller ikke blive, kampene mod netop Everton og Manchester United var de mest ondsindede, jeg var med til, men i den kamp tog det overhånd. Spillere fra begge hold sprang på hinanden med begge ben strakt i knæhøjde, men dommeren gjorde ingenting. Der var ingen dommerlinje, og jeg ved ikke, om dommeren ikke turde hive et gult kort frem, eller om der var en eller anden underhåndsaftale og skjult dagsorden, som jeg ikke forstod. På et tidspunkt smadrede to spillere ind i hinanden med strakte ben i hoftehøjde, og jeg var sikker på, at et eller andet måtte være brækket på en af dem. Men så rejste de sig op og løb videre, som om intet var hændt.

Jeg havde en kammerat på besøg, der stod på sidelinjen, og han var rystet bagefter. “Hvad skete der derinde?” spurgte han. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham, ledte efter ordene og sagde så noget med, at sådan var det vel bare herovre.

Den anden episode overværede jeg selv fra sidelinjen. Jeg sad på bænken, da Astrit stemplede en modspiller på låret med to fødder. Det var langt over stregen, det var virkelig voldsomt, og blodet strømmede ned ad spillerens ben. I Danmark ville man have ringet efter en ambulance, og Astrit ville være blevet vist ud. Men her løb modstandernes fysioterapeut blot ind til dommeren og gav ham et klap på skulderen, som om det ikke var noget særligt. Det var absurd. Astrit fik et gult kort, mens fysioen viklede en forbinding om såret på spilleren, så han kunne spille videre.

Efter kampen spurgte jeg Astrit, hvad der gik af ham? “Hvis jeg ikke gør det, får jeg den jo selv,” sagde han.