[Blog:] Liverpools Transferstrategi

Nu er det efterhånden 2 måneder siden, at transfervinduet officielt åbnede i England. Transfersvingdøren har endnu ikke budt på de helt store overraskelser, dog har Chelsea måtte vinke farvel til deres belgiske stjernefrø, Eden Hazard, mens Manchester United har budt Aaron Wan-Bissaka velkommen i en £45m. Handel med Crystal Palace.

Spillermæssig udrensning

Transfervinduet i England lukker officielt d. 8 august kl. 18:00, hertil skal det dog nævnes, at Premier League klubberne fortsat vil have mulighed for både at sælge og udleje spillere til den italienske liga frem til d. 18 august, mens vinduerne i Spanien, Frankrig og Tyskland først lukker d. 31 august.
For Liverpools vedkommende har svingdøren også været i gang, og her har man primært vinket farvel til spillere, som man ikke ønskede at forlænge med.
Nedenfor har jeg listet de spillere, som siden transfervinduets åbning, har forladt klubben. Fortsæt læsning “[Blog:] Liverpools Transferstrategi”

[Blog] Offensiven efter årsskiftet

Der skal ikke herske tvivl om, at Liverpool er godt på vej mod den bedste sæson i mange år. I skrivende stund, har man formået at kvalificere sig til kvartfinalen i Champions League, hvor man har trukket FC Porto. Derudover er man for alvor med i titelkampen, hvor Liverpool efter 31 kampe befinder sig på ligaens 1.plads med 76 point, to point foran Manchester City, som dog har en kamp i baghånden.
Defensiven er blevet stabiliseret gevaldigt, dette på trods af adskillige skader til både Trent, Gomez, Matip og Lovren. Her har Fabinho flere gange vikarieret i midterforsvaret, hvilket han har gjort til UG.

Derudover har Fabinho også vist sig at være en fantastisk tilføjelse til Liverpool-holdets kerne, hvor han med den ene bolderobring efter den anden har været enorm vigtig for balancen på midten. Firmino og Salah har rent statistisk formået at holde et anstændigt niveau, dog uden at ramme helt de samme takter som sidste år. Og netop de 2 fra Liverpools famøse fronttrio har været centrum for kritik efter årsskiftet. Kun Mané har af de tre forreste, formået at hæve niveauet til endnu usete højder i den røde trøje, hvor han pt. agerer énmandshær hos de røde.

Men hvad ligger til grund for den manglende offensive sprudlen, og er det en naturlig konsekvens af en mere stabiliseret defensiv?

Hvis vi skal skal starte med at kigge en smule på scoringsstatistikkerne fra årsskiftet og 10 Premier League kampe frem, har Liverpool scoret 20 mål. Dette lyder umiddelbart som et ganske fint scoringsgennemsnit, men alligevel vil jeg tillade mig at mene, at tallene er en smule misvisende. Dette skyldes, at Liverpool i enkelte kampe har banket mål ind heriblandt en 4-3 sejr over Crystal Palace, en 5-0 sejr over Watford samt en 4-2 sejr over Burnley. Omvendt har Liverpool i 6 ud af de 10 Premier League kampe efter årsskiftet blot scoret 1 mål eller færre, og det er ikke kun de manglende mål, som har vakt opsigt blandt Liverpool-fansene. Det er også manglen på skabelse af chancer i løbet af kampene, som falder i øjnene.

Sammenligner man de ovenstående statistikker med de 10 første Premier League kampe efter årsskiftet i 2017/18-sæsonen, vil man også bemærke en markant forskel. Her formåede Liverpool at score 25 mål over de 10 kampe, og selvom det umiddelbart ikke lyder som den store forskel, skal det understreges at målene i den periode, den forgangne sæson, var mere ligeligt fordelt over de forskellige kampe. Ligesom denne sæson havde man enkelte kampe med mange mål, mens man kun i 2 ud af de 10 kampe scorede 1 mål eller færre.
Dermed er man heller ikke helt galt på den, hvis man sidder med en fornemmelse af, at Liverpool efter årsskiftet er faldet i kadence på de offensive parametre, og netop Liverpools offensive parametre, som har været en magtfaktor i europæisk fodbold det seneste halvandet år, vil jeg tage et nærmere kig på.

Sadio Mané

Vores lynhurtige senegaleser, har som den eneste af ”fronttrioen” formået at holde et højt niveau, hvor han velsagtens i skrivende stund befinder sig i sin hidtil bedste form nogensinde.

I den indeværende Premier League står han pt. Noteret for 17 mål, hvilket er det højeste antal mål i én enkelt sæson i Manés seniorkarriere, og det er vel at mærke med hele 7 kampe tilbage.
Ser man med et mere isoleret blik på Manés form efter årsskiftet, har han i de 11 Premier League kampe, fået netmaskerne til at blafre 9 gange, mens han har været i oplæggerens rolle én enkelt gang. Derudover scorede han to uhyre vigtige mål i returkampen mod Bayern München, som altså gav Liverpool videre avancement i dette års Champions League.

Overordnet set har Sadio Mané været en af de bærende kræfter i Liverpools offensiv. Han har generelt virket enormt motiveret, og samtidig særdeles selvtillidsfyldt, når han i de offensive sekvenser gang på gang tager den direkte duel uagtet hvem han står overfor. 

Roberto Firmino

Roberto Firmino har modsat Sadio Mané ikke helt formået at genfinde sin topform. Rent målscoringsmæssigt ser det ikke umiddelbart dårligt ud. Her har han i 30 Premier League kampe scoret 11 mål og assisteret 6 gange. Sammenlignet med sidste sæson scorede han i 37 PL-kampe 15 mål og assisterede 7 gange, hvilket blev anset som en yderst godkendt sæson af brasilianeren. Alligevel sidder jeg med en fornemmelse af, at han aldrig rigtig har fået ramt det niveau i denne sæson, som vi alle ved han kan ramme.
Siden årsskiftet har Firmino spillet 10 Premier League kampe, hvoraf den ene blot var 31 minutter, hvorefter han måtte lade sig udskifte med en ankelskade. I disse 10 kampe har Firmino scoret 4 mål, og assisteret 2 gange, hvilket i sig selv ikke er synderligt prangende. Ydermere har han også virket træt og ukoncentreret, hvor især et utal af fejlafleveringer har været iøjnefaldende, mens han også har haft en tendens til at træffe de forkerte beslutninger i afgørende situationer.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er kæmpe tilhænger af vores brasilianske frontangriber.
Jeg er generelt af den overbevisning, at når Firmino spiller godt, så spiller Liverpool som oftest godt. Dette skyldes, at han spiller en central rolle i Liverpools opbyggende spil såvel som i genpresset, hvor han er en klasse for sig.
Derfor håber jeg også på, at Firmino i de resterende 7 Premier League kampe kan genfinde sit fremragende spil, hvilket vil være et enormt boost i titelræset.

Mohamed Salah

Mohamed Salah har ligesom Firmino haft en dalende formkurve siden årsskiftet. Han har i skrivende stund ikke formået at finde vej til netmaskerne i de seneste 5 Premier League kampe, mens han ej heller fik scoret i hverken hjemmekampen eller returkampen i ottendedelsfinalen mod Bayern München.
Salah havde ellers en hæsblæsende afslutning på 2018, hvor han alene i december måned scorede 7 mål hvoraf det ene var et uhyre vigtigt mål mod Napoli, som sikrede 2. Pladsen i Champions League-gruppen, og dermed også sikrede videre avancement fra ”Dødens Pulje”.
Derudover assisterede han 4 gange, og var dermed direkte involveret i 11 mål på blot én enkelt måned.
Siden årsskiftet er formen styrtdykket, og det har øjensynligt også påvirket egypterens selvtillid.

Indtil videre står Salah i 2019 noteret for sølle 4 scoringer i 11 Premier League kampe, og her er det også bemærkelsesværdigt, at han i løbet af 11 Premier League kampe, ikke har formået at erhverve sig én eneste assist – Dog skal det understreges, at han i det seneste Champions League opgør på fornem vis lagde op til Manés 3-1-scoring. Dette er dog også den eneste assist det er blevet til i alle 13 kampe på tværs af Premier League og Champions League.
Og det er ikke kun i statistikkerne at Salahs form vækker bekymring. Hans generelle spil har til tider virket idéløst, og når det ikke helt kører for ham, har han en tendens til at slå ud med armene og udvise en opgivende attitude, hvor det altså også bliver tydeliggjort, at selvtilliden om nogen har lidt et knæk siden årsskiftet.

Selvfølgelig skal man ikke male fanden på væggen blot pga. en smule modgang, og når folk anklager ham for at være et “One season wonder”, kan jeg heller ikke andet end at trække en smule på smilebåndet.
Der skal ikke herske tvivl om at Salah mildest talt red på en bølge af selvtillid nærmest gennem hele 2017/18-sæsonen. Spilmæssigt har han ikke kunne matche præstationerne fra sidste sæson, men ikke desto mindre har den ”Egyptiske Konge”, altså formået at nette 17 gange i Premier League, hvor han pt. Indtager topscorelistens 2.plads, blot 1 mål efter Manchester Citys, Sergio Aguero.

Altså har han på trods af en sæson med udsving stadig formået at blande sig i toppen blandt de mest scorende i ligaen, hvilket i sig selv må anses som værende imponerende.

Stabilitetens skyld?

Hvis vi i et øjeblik fjerner fokusset fra de offensive facetter i spillet, og derimod retter blikket mod defensiven, vil mange også mene, at vi kan finde en del af forklaringen der. For modsat de forgangne sæsoner, har man i 2018/19 sæsonen haft et øget fokus på den defensive stabilitet, og dermed også skruet en smule ned for tjubang-fodbolden. Dette har vakt opsigt blandt flere Liverpool-fans, som ikke mener det er underholdende nok, dog har det jo haft en øjensynlig positiv effekt på pointhøsten, som alt andet lige er alfa og omega når vi snakker Premier League.
Dermed ikke være sagt, at det øgede fokus på den defensive balance ikke har haft en lille indvirkning på Liverpools offensive synergi. Alligevel er jeg overbevist om, at det snarere er et spørgsmål om selvtillid. 

Selvtillidens magt

Fælles for alle fodboldspillere verden over er at selvtillid spiller en kæmpe rolle. Det bliver ofte enormt tydeligt når en spiller sprudler af selvtillid. Vi så det med Salah sidste sæson, vi har set det med Van Dijk det sidste halvandet års tid og vi har i særdeleshed oplevet det med Mané de sidste par måneder.

Der er ingen tvivl om, at Liverpool stadig har en af de absolut farligste fronttrioer i fodbold-Europa. Og på trods af, at både Salah og Firmino har haft dykkende formkurve, er jeg ikke i tvivl om, at de inden længe formår at genfinde deres vante niveau.
”Af modgang bliver man stærk”, og det vælger jeg at tro på vil vise sig efter landskampspausen, så de røde fra Merseyside langt om længe kan sikre sig det eftertragtede Premier League trofæ.

[Blog] #3 Hvor er jeg dog vild med… Robertson

Andreas Ørntoft har skrevet del nr. 3 i serien: Hvor er jeg dog vild med… i dette afsnit handler det om Andrew Robertson.

Andrew Robertson

Da Liverpool d. 21 juli 2017 skrev kontrakt med Andrew Robertson, herskede der både hovedrystelser og skepticisme blandt mange Liverpool fans. Robertson skiftede fra nedrykkerne, Hull City for en transfersum på £9 mio. Og alene det faktum at Robertson skiftede fra et nedrykkerhold, var nok til at plante bekymrede miner blandt mange Liverpool fans, hvor netop venstreback-positionen længe havde været en akilleshæl. Hvad mange dengang ikke vidste var, at Robertson senere skulle tage Anfield med storm.

Andrew Robertson skulle op i en direkte duel mod den udskældte spanske back, Alberto Moreno om pladsen på venstreback, og på trods af en Premier League debut d. 19 august samt en yderligere kamp september, skal man helt frem til d. 2 december, før den energiske skotte på ny fik spilletid i den røde trøje i Premier League regi.
Det var en ankelskade til Moreno, som dengang gav plads til Robertson, og med den ene pragtpræstation efter den anden cementerede Robertson hurtigt sin plads på venstreback. Her husker jeg personligt især tilbage på én sekvens i Liverpools 4-3 sejr over Man. City, hvor Robertson med et hæsblæsende solopres på over 60 meter for alvor spillede sig ind i hjerterne hos mange Liverpool-fans.

Robertsons vej gennem rækkerne

Andrew Robertson startede sin fodboldkarriere i Celtic, hvor han spillede på deres ungdomshold frem til U15-rækken, hvor han blev fritstillet – angiveligt fordi han var for lille. Han valgte at trappe en smule ned niveaumæssigt, hvorfor han forud for 2012/13 sæsonen tilsluttede sig Queens Park. Her udmærkede den vævre skotte sig og allerede året efter, skrev Robertson under med Scottish Premiership-klubben Dundee United.

Hos Dundee United blev Robertson hurtigt en fast bestanddel af startelleveren, og efter en flot 13/14 sæson, hvor han blot missede to kampe ud af 44, formåede han at indtage venstreback-positionen på årets hold i Scottish Premier League, mens han samtidig kunne krone en flot sæson med titlen som året unge spiller i Skotland.

Præstationerne i 13/14 sæsonen hos Dundee United vakte pludselig interesse hos diverse Premier League klubber, og d. 29 juli 2014 skrev Robertson under på en 3-årig kontrakt med Hull City. Dette var endnu et trin op ad karrieremæssigt for Robertson, og allerede i slutningen af august 2014 modtog han titlen som månedens spiller.

Robertsons personlige udvikling fortsatte sin positive kurve, på trods af at ”The Tigers” på daværende tidspunkt var et såkaldt ”elevator-hold”, som pendlede mellem Premier League og Championship.
I Robertsons første sæson rykkede han sammen med Hull ned i Championship. Dette var naturligvis en hård pille at sluge for Robertson og resten af Hull, men med en 1-0 sejr over Sheffield United i Championship Play-off finalen formåede de trods en halv-vaklende sæson at sikre sig tilbagevenden til den bedste engelske række.

I Premier League sæsonen 2016/17 kunne Hull City på trods af en overraskende semifinaleplads i den lille pokalturnering, ikke leve op til kravene i Premier League, hvilket resulterede i endnu en nedrykning til Championship. Dette viste sig at blive Robertsons sidste sæson for Hull City, inden han d. 21 juli 2017 skrev under med de røde fra Merseyside.

Men hvorfor er jeg så vild med Robertson?

Andrew Robertson har lynhurtigt indtaget rollen som en fan-favourite – og han er bestemt også blandt mine absolutte favoritter i den nuværende trup.

Udover at have løst et stort problem på venstreback-positionen, som gennem årene blot har vokset sig større, er hans energiske mindset også en enorm gevinst for ethvert hold. Han har en fightervilje, som bl.a. blev belyst, da han de første mange måneder i Liverpool, stod i skyggen af den ellers udskældte Alberto Moreno. Dette lod dog ikke til at påvirke Robertson, og da han endelig fik chancen, greb han den og har siden ikke set sig tilbage. Samtidig luner det også ethvert rødt Liverpool-hjerte, når man kan mærke at det virkelig betyder noget for skotten, når han trækker den røde trøje over hovedet.

Selvom Andrew Robertson har cementeret sin plads på venstrebacken godt og grundigt, har han ikke sluppet foden fra speederen – tværtimod! Han fortsætter med at bygge på sit eget spil, hvor han med det ene fremragende indlæg efter det andet spiller en stor rolle i Liverpools offensive facetter.
I Liverpools opbyggende spil fungerer Robertson og Trent på henholdsvis venstre og højre back ofte som wing backs, hvormed de ikke blot er med til at skabe flere pasningsmuligheder, men også er med til at trække modstanderens kanter med tilbage. Dette er et led i Klopps plan, hvor holdet med et hidsigt genpres tvinger modstanderen til at sparke langt, hvor Liverpools midterforsvarer plus en defensiv midt let kan samle bolden op, og på ny genetablere et angreb. Det seneste eksempel hvor den ovenstående taktik fungerede til perfektion, så man i hjemmekampen mod Manchester United d. 16 december. Her var taktikken med til fuldstændig at presse United ned under græstæppet, og netop Robertson høstede også roser fra selveste José Mourinho efter kampen som udtalte:
“I am still tired just from looking at Robertson! He makes 100-metre sprints every minute – absolutely incredible”. 

Hvis man ser lidt nærmere på Robertsons defensive betydning på Liverpool-holdet, har han i den grad været med til at tilføje en stabilitet, som man ikke har set på positionen i mange år.
Indimellem kunne man fristes til at tro, at Robertson er udstyret med 3 lunger. For selvom han næsten altid er at finde bredt i venstresiden klar til at slå indlæg i de offensive sekvenser, finder han lynhurtigt tilbage til sit defensive udgangspunkt.

Hvis man skal kigge lidt på tallene, og starte i 2017/18 sæsonen, som velsagtens først rigtig startede i december måned, formåede Robertson at score et enkelt mål, mens han stod bag 5 assister. Robertson har fortsat de fine takter i 18/19 sæsonen, hvor han i skrivende stund står bag 6 assister, mens det første sæsonmål fortsat lader vente på sig.

Man må sige, at siden Robertson siden han fik sin debut, er gået rent ind hos majoriteten af Liverpool-fansene. Dette skyldes ikke mindst også den stabilitet han bidrager med. Med Robertson på holdkortet, kan Klopp altid være sikker på at få en helstøbt indsats fra skotten.

Robertsons fremragende præstationer på allerhøjeste plan er heller ikke gået ubemærket hen. På det skotske landshold, er han blevet tildelt anførerbindet, hvilket også må siges, at være en stor hæder i en alder af blot 24 år, og fuldt fortjent.

Tilbage i november herskede der en smule snak om en mulig ny kontrakt til Robertson, netop som en cadeau for hans fine præstationer. Dog har han stadig tre-et-halvt år tilbage af sin nuværende kontrakt, og snakken er da også løbet en smule ud i sandet.
Ikke desto mindre håber jeg personligt, at Robertson kommer til at tørne ud for Liverpool de næste mange år, for jeg er temmelig vild med ham!

 

 

[Blog] #2 Hvor er jeg dog vild med… Firmino

Roberto Firmino

Roberto Firmino har, som mange andre sydamerikanske spillere, været igennem en enorm barsk og turbulent rute på vejen mod den drøm, som majoriteten af Brasiliens unge gadespillere fantaserer om – nemlig at blive professionel fodboldspiller. Med en opvækst i den fattige del af Maceió, var han nødsaget til at hjælpe til i sin faders butik, som var den eneste økonomiske drivkraft i husstanden, i en by som samtidig var enormt plaget af bandekriminalitet. Dette medgjorde også, at den unge Firmino fik forbud mod at bevæge sig rundt i Maceiós gader på egen hånd, hvorfor han så sig nødsaget til at stå op i de tidlige morgentimer, før moderen stod op, blot for at få en lille snært af sin helt store passion – nemlig fodbold. Og det var netop på én af Maceios nedslidte ”gadebaner”, at Firminos usvigelige talent med den runde kugle i første omgang blev opdaget.

Først kom Firmino til Clube de Regatas hvorfra han senere kom til Figueirense, og det var her de europæiske klubber for første gang fik øjnene op for det brasilianske stjernefrø, og det var tyske Hoffenheim, som i 2011 slog kløerne i Firmino for sølle 4 mio. Euro.

Her spillede han primært på den offensive midtbane, og det var velsagtens også den position han blev købt til, da han i sommertransfervinduet i 2015 skrev under på en kontrakt med Liverpool FC.

 

 

 

Roberto Firmino

Man kan ikke sige at Firmino tog Premier League med storm på samme måde som man har set Salah, Suarez og Torres gøre det, hvilket jeg vil mene er på baggrund af flere faktorer.

I første omgang ankom Firmino til et Liverpool-hold i sommeren 2015, som ganske enkelt manglede kvalitet, hvor han dengang skulle være bindeleddet mellem spillere som Jordon Ibe, Origi og Benteke, hvilket er en udfordring de færreste vil kunne klare, hvis man samtidig skal leve op til de store forventninger man generelt har til en klub som Liverpool.
Derudover kæmpede Firmino også med at finde sig til rette i Premier League som alt andet lige både er mere fysisk krævende og markant mere tempofyldt end den tyske Bundeslige han var vant til.
Her var ét af Firminos store gennembrud, at Klopp havde- og stadig har en enorm tiltro til brasilianeren.
På trods af, at Brendan Rodgers’ umiddelbare formål med Firmino var at styrke midtbanen, havde Klopp andre planer med den energiske brasilianer. Den første gang jeg personligt fik et indtryk af, at Firmino kunne gøre sig i en falsk 9’er-rolle, var da Liverpool ydmygede Manchester City på Etihad den 21 november 2015. Her erstattede Firmino en selvtillidstømt Christian Benteke i startopstillingen, og efter blot 32 minutters spil var Liverpool foran 3-0, hvor den dynamik som Firmino tilførte i særdeleshed var udslagsgivende.

Èn af de helt åbenlyse faktorer, som Firmino tilføjede til det forreste geled, var en enorm arbejdsvillighed i det offensive- såvel som i det defensive spil, hvor han med et hidsigt genpres fra forreste kæde, gjorde livet enormt svært for Citys bagkæde. Og netop Firminos løbevillighed var noget som passede som fod i hose ift. Klopps generelle spilfilosofi med henblik på genpresset, som Klopp var kendt for at anvende i Dortmund-tiden vel at mærke med succes.

Men hvorfor er det jeg er så vild med ham?

Hvis vi spoler tiden frem til 2016/17 sæsonen, hvor Klopp havde hentet Mané som en yderligere forstærkning til offensiven, begyndte der at vise sig nogle tydelige tegn på, at Firmino kunne være nøglen til at binde en frontrio sammen.
Generelt er Roberto Firmino ikke en typisk angriber, og det er måske i virkeligheden derfor jeg er så vild med ham, da han for mig er indbegrebet af en falsk 9’er. Udover Firminos spilmæssige kvaliteter, som jeg vil komme ind på om lidt, er det også værd at bemærke, at Firmino sjældent er plaget af skader. Siden Firminos ankomst i 2015 har han blot misset 10 kampe pga. Skader, hvilket også var historien i Hoffenheim, hvor han kun missede 4 kampe ud af 153 grundet skader.

Ser man lidt nærmere i Firminos spilmæssige kvaliteter, er én af hans mange forcer, bevægeligheden. Og her tænker jeg ikke kun på hans generelle løbevillighed, men også hans evne til at bevæge sig ud af rummet på angrebsposten med henblik på at skabe rum til de to hurtige kanter. Her adskiller Firmino sig nemlig hvis man f.eks. sammenligner med en mere stillestående angriber som Daniel Sturridge. Her vil Sturridge ofte befinde sig omkring modstanderens midterforsvarer, mens Firmino konstant vil trække enten ud i banen eller ned på en 10’er position, hvorfor der vil skabes plads enten dybt eller bredt i banen, som er rent guf for spillere som Salah og Mané.
I samme ombæring kan man også påpege Firminos evne til at skifte plads med Salah, hvilket også belyser hans alsidighed på en fodboldbane. Dette gør det svært for ethvert forsvar at forberede sig på hvordan man skal forholde sig til Liverpools angrebsspil.

Firmino har også en enormt god evne til at modtage bolden med ryggen mål for derefter at vende på sin direkte modstander. Dette gør han ofte i en position lidt uden for feltet, hvor han med en kropsfinte vifter sin direkte modstander væk, sender bolden bredt i banen og stormer mod feltet. Derudover har han også en vis teknik, som formegentlig stammer helt tilbage fra streetbanerne i Maceió. Det er ikke en altoverskyggende del af hans spil, men alligevel en tydelig del af hans fodboldopdragelse og det er oftest en fornøjelse når han viser lidt af den brasilianske gadedreng frem.

Hvis man skal se på én af Firminos umiddelbare mangler, kan man kigge på hurtigheden. Firmino er nemlig ikke noget lyn på en fodboldbane, men her kommer hans fysiske styrke og gode boldbehandling ham til gode, da det på mange måder kompenserer for den manglende hurtighed i spurterne.

Gennem 2017/18 sæsonen lignede Firmino en spiller som fandt sig bedre og bedre tilrette som frontangriber hvor han sammen med Mané og en brandvarm Salah var en stor mundfuld for ethvert forsvar. Firmino endte da også 2017/18 sæsonen med 27 mål og 15 assists hvilket gjorde ham direkte involveret i hele 42 scoringer.
Derfor var forventningerne også store til 2018/19 sæsonen, hvor Liverpool som bekendt har fået en historisk god start, dog med det primære fokus på den defensive stabilitet. De tre forreste har endnu ikke formået at nå deres niveau fra 2017/18 sæsonen, og især Firminos fald niveaumæssigt har været iøjnefaldende. Klopp har også forsøgt at rykke Firmino ned som en decideret 10’er bag Salah, dog uden den helt store succes.
Men Firmino er en fan-favorit, og en halv-anonym start på sæsonen får ikke hverken fans, medspillere eller trænerstaben til at tvivle på ham. Samtidig kan man ALTID forvente en benhård arbejdsindsats uagtet den nuværende form hvilket er et kæmpe plus i min bog. Desuden er jeg overbevist om, at en spiller med Firminos arbejdsmoral heller ikke lader sig slå ud af lidt modgang.

Samtidig er Firmino altid garant for et stort hvidt smil på træningsbanen såvel som på diverse sociale medier, og det er et humør som uomtvisteligt smitter af på resten af holdet. Så selvom jeg naturligvis har de røde briller på, er jeg ikke i tvivl om at det blot er et spørgsmål om tid, før han vender tilbage til sin gamle form.

[Blog] 3 år under Jürgen Klopp

D. 8 oktober 2018 var det 3 år siden, at Jürgen Klopp blev ansat som manager i Liverpool FC. Andreas Ørntoft har set lidt nærmere på de 3 år, der er gået.

 

Der hersker absolut ingen tvivl om, at Jürgen Klopp generelt er en enormt velanset personlighed blandt langt de fleste Liverpool-fans. Siden Klopp overtog et halv-varmt trænersæde for Brendan Rodgers i oktober 2015, har han formået at vinde fansenes hjerter med sin fantastiske karisma såvel som den hjertevarme mandskabsbehandling.

Fortsæt læsning “[Blog] 3 år under Jürgen Klopp”